Angstkultur
Internet 1995

"Op gut, der er spirer i våren!"
"Spirer? Spirer? - o nei.
Jeg har set den gamle
i høstens gråhav,
jeg har set ham samle
og hugge af
hvert eneste foster
af folkenes tro,
fra ørkenens kloster
til seterens bo.
Ofte hørte jeg leens klang,
når han skjærped den,
dødens sang.
Nei intet kan spire nu,
når alle store træer falder,
hverken jeg eller du."




Og der regned roser fra røden sky
og der blegned sol i det hvide gry
...




Det er som alt brydes i os,
tar tag i os, styrkeprøver i os,
det vi arved efter forfædre, vi aldrig har kjendt.

Det er, som alt brydes i os,
- og vi længes efter ro engang imellem,
længes efter fugle, længes efter skov,
længes efter eventyrets stille guldpragt.




Et slog klokken. Endnu ikke færdig

Myruld, myruld,
hvid og varm og let,
sting for sting, tåre for tåre
...




Jeg sidder og sanker
tanker,
jeg sidder og trommer
sommer i by,
sommer i by,
sommer i Deres skjæbne.

Jeg sidder og er så skinnende glad
over dette, De sa,
over dette, De sa
bagom ribsen.




Vi fletter, vi fletter buketter,
vi binder, vi binder kjærminder




Hun
er så fjern, så nær
som en drøm, ja en drøm
Øm
slynger den sig
om en syg sjæl
Hun
havde fint skjær
over øiehvælvets bue
Hun
bor i guldslot




Dine øine leder i mine,
mine leder i dine,
trætte, matte, rædde
O, hvor er den bølgende strøm?
Jeg sætter mig nær dig,
du trykker dig til mig,
tungt, tyngre, vildt.
O, hvor er den bølgende strøm?




Eva!
Dine læber hviler på min pande.
Dit hår vifter om min tinding.
Dit bryst ånder tungt -
jordens ånde mod min sjæl,
vårens vind fra hvidveis til hvidveis.
-




Englene synge udi Himmerig
med megen flide,
der leve de skjønt og gudfryktelig
til evig tide.
Menneskenes børn ere sjunkne så dybt
af syndens årsag
thi monne de færdes blandt markens kryb
om høst og om vårdag.




Vi vandrer på rullende kloder,
vi seiler i et ukjendt hav,
og hvordan vi seiler, og hvordan vi roder,
vi styrter tilslut i en grav.

Og nogle har hundrede guder,
mens andre nøies med én,
og hvordan de knæler, og hvordan de tuder,
de vorder tilslut til ben.
...




Der var engang en jente, hvis kinder glødde,
hvis runde kinder gløded i glede.
Der var engang en vår, en vår, som fødde,
spirer, spirer i mig -
- De er brustne,
de er blege,
de er døde -

Tusinde solblanke eventyr,
spillende sammen i harmoni -
de er brustne,
er blege,
døde.

Vildt har jeg elsket
som få,
ømt har jeg elsket,
smilet i fryd.

Hvorfor skulde den tiger
liste sig - lure
smyge sig - ræven
ind i det rene sindet mit,
dengang rent.




Har ikke også du undertiden
i kirken, på fjeldet,
når alt med engang taug,
hørt det lisom hviske, nynne, kvidre,
ja myldre udover fra gjemte bur,
fugle flyve ud.

Jeg tror, at det
er vår i dig selv.

Vår, som har hvilet,
vår, som vågner,
vår, som vil visne,
hvis den ei vækkes.




Der går en hvidhåret mand i gaden,
tandløs, halt.
Han virrer med hodet, han mimrer med læben,
han leder med stokken.

Hans var engang den stolteste brud,
den slankeste sorte mø,
hans læber har engang kysset,
hans nerver har engang glødet.




Med hammer og tang
dagen så lang
smeden han gir en lystelig sang.
I flammernes hav
trodsigste stav
blødner sit skind og tøier sig brav.

Ding dang
siger hammer og tang,
kling klang
skriger malmfaste stang.
...




HØVLEREN

Når solen står op med brask og bram,
den høvler hopper af dynen fram,
haler bukserne på
over sokkerne grå,
går sig dernest til Tine sin kaffe at få.
...
Mixa, maxa, mixa, maxa
mixa, maxa, mixa, maxa,
høvl, høvl,
høvl, høvl.
Og solen skinner i høvlspånen ind,
høvlspån, sølvspån,
høvlspån, sølvspån,
og høvleren tar sig i hårluggen sin.
- Det var pokker til skin,
skin skin, skin skin,
skin skin, skin skin.
Og høvleren tar sig et emne af ask,
med øxen han gir det et drabeligt dask.




- Ja, jeg drømte om hjerteslag,
jeg som andre,
om en hvid, blød, varm favn.

Jeg så barm mod bryst sig bøie,
rent, skyldfrit,
jeg så mund mod mund sig runde
og hvile - -

(Til "Ene")




Stans dit spil!
Ti toner,
ti, du nattens underlige musik,
så ordene kan klinge,
kan dryppe som gift
bort fra min sjæl.
Thi jeg længes efter intet at lide.

Stans dit spil,
du natur, som hvælver dig
taust over væsenernes skjæbner.

Jeg vil lytte til ordet i mig,
og finde det sande
...

Snart vil morgenen komme
med sin vidunderlige sol,
og sit bankende liv
- da vil ordene dø på mine læber.

Derfor nat,
man dem frem,
disse dansende ord, disse døende ord.
På din sorte grund skal mine ord flamme.
...




Hun kom til mig en aften sensommers.
- Og der skjød kornmod gjennem blået.
Hun greb min hånd, hun skjælved elskovsfuld.
- Men der ringer tårer over blade.

Hun sa til mig, hun sænked øinene
- der skjød kornmod gjennem blået:
Kom med i skov, hvor løvet skjuler os.
Der rinder tårer over kinder.
...




Følger mit øie min tanke?
Følger min tanke mit øie?
Der -
oppe på den himmelhøie banke
nær mit øie
vugger et træ sin slanke
stamme i nattens vind.
Bølger mit sind
i takt med de myge linjer,
i takt med de unge strå,
i takt med det slanke træ,
som ikke er noget træ,
men en kornblomst blå?

Kornblomst!
Vink til den næste kornblomst,
sig til den næste kornblomst,
at den skal bøie sit lille, krøllede hode.

Græsstrå!
Du grønne, du gode græsstrå,
sig til engen, til sabelhæren,
at den skal bøie sine blinkende spyd.
...




Der sidder en gammel professor i sit kammer,
- ude tuder stormen.
Fra loftet fornemmes den frygteligste jammer,
- katter, som bander, og rotter, som stønner.
Stakkels professor!

Han skriver om fortidsfuturum i kinesisk,
samme professor!
Der er paraleler at få fra siamesisk,
- unegtelig ægte, men frygtelig søgte.
Klør sig under øret.

Der flyver en svale i doktors lille have,
- dybvåde vinger!
Jeg vil dog hilse på den gamle pave,
som sidder og harker og kværker syntaxen,
- sån evig professor -

På glasruden pikker jeg ganske reserveret,
- den er vittig, det bæstet -
Jeg spør ham, om fuglenes sprog han har studeret,
det vanskelig kanske kinesisk tangerer,
du vise professor!

Og fuglen pikker på doktorens rude
doktoren får gjester
...




Dine øine sender glødende vers mod mig,
og jeg digter berømte viser,
mens dit bryst skjælver
under mit stormende favntag.

Ja dit hjerte banker
de fagreste sange,
som skal blive guld
for os og - det, du vet.

- Nei, vi behøver ikke guld,
hvad heller sølv, hvadheller perler.
Dugdråper er så skjønne perler,
birkens næver så fagert et sølv,
og guld dit hår.

...

(Til "Skovviser I.")




Du havde slik en vakker hat igår,
du Ida,
og under den hat jeg skimted dit hår,
noen lyserø, kokette kvaster,
som stadig om panden dig dasker,
du er koket igrunden, du Ida.

Så lå der et smil og lo så fult
i din mundvig,
bak sløret det glimtede, falskt og gult,

...




Jeg kyssed dråberne bort
fra dine våde hænder,
som samled nøkkeroder,
der svømmed mellem vildænder.

Det var søde dråber,
de jeg kyssede bort.

Du glatted rynkerne væk
på denne triste pande
du kyssed tårerne væk.
...
det var mange tårer,
som du kyssede bort

...




Ja, vi vil ride sommer i by,
og vi vil tænde rosefakler,
aurikelstjerner og hvidveislygter,
hei, for en moro, jente,
"nat og dag", "nat og dag".

Du strør glæder,
jeg strør kys,
jeg strør alle mulige guldkorn,
jomfru Marias guldsko.

...




Hun var mørk,
af de sorthårede,
af de sorthårede, hvis øie funkler,

- den ene.

Hun var blond,
af disse, som aldrig ler,
hvis blik hviler,

- den anden.

...




Jeg så Dem bytte fod,
så Dem lege med balancen,
så Dem drikke sol og mai og ingenting.

Og et gammelt spørgsmål kom flagrende mod mig,
- hvad tænker den fod på,
som famler derborte,
- svulmer det i det bryst,
som trodser mod luften?

...




Kjære August!
Kjælent sniger kvelden sig ind over mig,
- Du kan tro, her er stille!
Blødere er jo barnekys ikke,
mildere er jo englesmil ikke
end hos os vårkvelden.

Jeg sidder her i morgensko.
...




Seks, syv, otte.
Det var St. Jakobs.

To matroser. De sjangler.
En feiersvend med sin lille ven.

Se månen!
Kastanjetræet stikker blade indi den.

Du er så deilig ikveld.
Dit russiske liv styk klær dig så godt,
søljen står mod dit hår.

Jeg er glad, fordi du er blond.
Brunetter gjør folk ulykkelig.
...




Der var et skib, som seiled mod øst,
hun stod i stavnen,
hun, som eied min fred,
hun, som eied mit selvs helhed,
hun stod i stavnen.

Hun var bleg som sorgens moder,
jeg er nu fredløs,
de blide øine tied, og den buede mund var lukked,
jeg er nu fredløs.

Jeg følte, da ankeret vipped
dødssalmens hvisken,

...




Tsi, tsi, tsip tsi tsi, tsip tschi tschang!
Blomster bøier sine klokker for ham,
og de ringer,
mens vi springer,
der er sang, der er sang, der er sang, sang, sang.
Blomster bøier sine klokker for ham,
og luften rinder så varmt,
og farverne smiler, mens tiddryp iler,
iler, iler mod tidbund.
Der er stråler i luft, der er stråler i duft,
tråde, som føder liv i et nu,
tråde, som deler tråde itu,
tråde, som lægger sig blødt i kors

...




Som frøet i jord lå din sjæl -
Frøet, der gjærer, der lider, der er døden nær
i trang mod at sprænges og briste
dryppe blomsterblod over græs.

Ja blomsterblod, ja solhåb
brød der frem
fra din sang,
da din sol brød frem fra års grå,

- da din sjæls sol badede jorden,
og der blev lys på de mørke steder,
og du fik se, at det endnu var deiligt.
Og du lo, og du jubled, og du gråt!

- den leende
eier verden.
Sydens sol og Nordens datter
eier den leende.

...




Jord! af al din deilighed,
dyrene og dine blomster og havets guldbølger,
er mennesket det pragtfuldeste.

Kvindens hvide hud i lys
er solens fagreste hymne,
Mænds hjerner skyder af sit dyb
stjerner.

...




Det er promenadetid i syrenernes skygge
blandt bier og fluer og hvepse og myg.
Under grønne parasoller de konverserer, ler,
i grupper, i møder entre quatre yeux.

Men en grevelig myg, der lider af spleen
flyver ene omkring i dyb melankoli
og tørst.
"Du rouge" er grevens amour.

"Et vindpust, en strøm af odeur".
Ha hvilken rund og blød liden arm.
Quelle musique de formes et de lignes.

- Mais parbleu! Qu'est ce que c'est?
Du rouge!
Du rouge sur le pâle albâtre!
...
O mon dieu! Je meurs!
Jaques, Jeanne! Ici!

Død og pine, hvor er comtessens vifte?
...




Himmel, du rødmer svagt dernede,
hvor solen bag kuplerne svandt.
Himmel, dit ansigts klare ro
streifes let og mildt af dit brede,
ædelmodige smil. Er det os,
folkene, som spaserer hernede,
lygterne, lysene, vi har tændt,
eller gjemmer horisonten en glæde,
der tegner rødmen på din aftens bleghed.




Var der ei vakre jenter,
var der ei duftende vår,
var der ei nætter, som venter,
var der ei dage, som går,

var der ei vinkende øine,
kyssenes løgne,
jublende læber,
læber, som dræber,
elsked jeg ei.




Nu er våren forbi
og sommeren og,
våren, den vonfulde barnetid,
somrens sollyste saga.
Det gulner, ungdommens drømmegræs,
de visner, de fagre tankeroser.




SALME

Når den første tåre smelter,
da brister sorgen.
O Gud, giv mig den første tåre.

Hos mig er tåren is
og min sorg er isens roser.
Hos mig er tåren is,
og mit hjerte fryser.