Angstkultur
Internet 1995

TIL DIG

Til dig, du kjæreste, kun dig,
min deilige vaar, min ungdom,
mit følge paa somrens vei -!

Husker du foraarets tid dér,
hvor veien kom gjennem parken
under de solblaa trær?

Det bugned og sprak i ru mark,
og stammerne drak af solen
gjennem den brustne bark!

Du bar med et trodsigt og blankt smil
din herlige dronningkappe,
overgydt av April!

Dit haar var en skinnende ung fest,
hvor blomsterne slang og svinget
slig som de kunde det best -

Da syntes vi begge, vor blaa vaar
burde jo ha som sommer
alle de kommende aar!








I



KILDEN

Med ringbjerges øde graanen
ligger et land under lav -
en bleket brokke af maanen
slængt hen i et jordisk hav.

Paa øen steiler en kilde
over det døde land;
dens straaler er store og vilde,
en styrtende lilje af vand!

Men lyt, i de klare dage
naar solen gløder dens skum,
dæmrer en dæmpet klage
gjennem det rene rum.

Jeg spruter fra hede skaaler,
jeg dønner fra jordens bryst,
jeg dømtes med store straaler
at springe paa dødens kyst,

hvor ikke paa hundrede mile
en eneste blomst i knop
trænger den hede ile,
som vælder af svælget op!»

*

Det rinder i maanegløden,
det straalende, sære tegn
paa livets maalløse øde
i lavaens drømme-egn.

Bitter til sidste time
kilden ødsler sit blod,
- der vilde ha dræbt hver kime,
som ramtes af dets flod!



OM VAAREN

Eia, ja dét var vaaren!
Den gurgler i hver en bæk -;
min frakke i solen baaren
praler i flæk ved flæk!
Og flækkenes milde vrimmel
yngler, blir altid fler -
som stjerner i vaarens himmel
jo mere én ser og ser!

Men venner, hvor havene vasker
derude ved kaiens kav -!
Træernes kroner pladsker
i luftens lyse hav -!
Mit ansigt gløder i feber
og fødderne er som is,
der op mot veiret jeg stræber
og lugter Paradis!

Bækkene bobler gustne
langs strøgets sol-allé;
lindene luder rustne
ud af en blaa-vaad sne.
Smaapiger paa høie hæle
redder sig frem overalt
paa øer af mager tæle
til solbelyst asfalt.

Og under de mørke kjoler
sprat skjørtets vaarblaa bræm -
ja, dét var de første violer
som fløi af vinteren frem!
Føddernes vevre tunger
spiller mod grusets graa -
min gud, hvor de deilige unger
egentlig smukt kan gaa!

Hver pigelig røst paa gaden
slaar gjennem luften ud
saa nære og klart, som kom den
til mig med særskilt bud!
Hvor inderlig nøie luften
tar mærker af alt, som sker -
den speiler jo lyden og duften
af stemmer og vaarsød lér!

Mit blik er i sol begravet,
og blæst om haaret slaar; -
det er som en marsch mod havet,
skjønt jeg mod landet gaar.
Dér skinner de stærke skoger
og knaker i nyhørt lyd,
og bækkenes blaa ploger
skjærer sin muld med fryd.

For nu maa de bleke sevjer
stige bak trærnes bark
fra herlige brønder og evjer
dybt i den sværmende mark!
Jeg ser den i træet paa tonen,
den sagte, fyldende flom -
naar saften er naadd til kronen
blusser den ud, som blom!

Men se, om jeg endnu kan finde,
hvor helst i skog jeg gaar,
paa alle de stumme kviste
et eneste bladgrønt saar?!
Det er, som de anende vender
al lufts befrugtende slør
i deilige, tomme hænder
af vimrende eventyrklør!

O, du min veninde i smerte,
min svaiende, myge vaar
med livet under dit hjerte:
alt hvad du vil, du faar!
Du bærer jo livet i dig -
som sommeren aldrig gjør -
Aa kunde min stemning gi dig
et digt, som aldrig dør!



VED ET GLAS VIN EN VAARNAT

Sjæl, bøi tilside dit gardin;
natten er kold og fin,
og selve maanen skjænker sig i din vin!

Mellem din vin og himlens rum
staar verden gold og stum
en draabe nektar og himlen er livets sum!

Men stjernerne ligger som ø efter ø
i æterhimmelens sø -
og venner, derfor skulle vi alle dø!



UNGDOM

Mine venner, merk jer mit gyldne ord,
et ord saa klingende rigt: Jeg bor!
Jeg bor i en stue med vægge om,
mit rum har tapeter med roset blom -
en ørliden, blondet dug paa kommoden,
og oppaa en lampe med sløife om foden,
som kveldstider netop lyser saa sart,
at sammen med sommeren rummet blir klart!

Og billeder har jeg: to hunde som gantes
saa ædelt og sorgløst bag glas og ramme,
- og ét, som er gulnet, som skildrer af:
mod takkel og blaanende middelhav
en sortkrøllet sjømand - Edmond Dàntes!
- - Og selv om mit bordtæppes fløiel har røtet
og sofaens kaliko virker lidt bøtet
og drikkekaraflen er gulnet og tom,
saa bor jeg da inde, med vægge om - - -
- - -

Omsider, omsider saa bor jeg da inde,
hvor døren kan stænges indenifra -!
Jeg aander Guds fred paa hver ting herinde,
hvor himmelens vinde gaar til og fra - -
og vindvet er oppe - dybt ned er gesimser,
som skjuler den verden, som buldrer og vimser;
hid naar kun en solsommeraften, som aander
sin ild i gardinernes blonder!

Ja, nys var det sol her, som flakket og gjønet -
en ildpøl, som spruttet og brændte i mønet
paa brandmuren dér til en leiekaserne; -
nu staar der en sommerlig, lyserød stjerne - -
Og tage bag tage! En fredelig pæl,
og nedad saa dybt, at én slaar sig ihjeæl?
Ja, netop i sligt et kot kan jeg passe,
saa her skal der skrives en masse!
- - -

Hvor kan det dog ske, jeg alligevel sturen
omsider forlader mit hybelpalads
og gaar mig en enslig tur i naturen,
- det er: Et par popler paa Eidsvolds plads -
en række løvtrær i klippet vang,
to laurer i potte udenfor Grand
samt sidst en asalia, rødlig og krøget
i Meyers rude paa strøget - -?

Fra Drammensvei-høidernes rand er rundet
et blindende, blændende solefaldsspind,
et kingel af døende lys er spundet
fra lygte til lygte, fra lind til lind,
saa popler og haver i solrøgs skrud
og trikken, som lyner i linjer ud,
blir til et eventyr midt i hjemmet,
tusindaarstaaget og fremmet!

Støvet i sol staar Theater-moskéen;
skrifttegn af ild paa dens buer jeg sér -
Hurier glider i Sole-alléen - -
Jeg gaar og gløder; thi meget vil mér.
Og aftenen blaaner og strøget blir tømt;
jeg sidder paa bænken og fremsier ømt
inderlig grebet og saar og betaget
det bedste af det, jeg har laget.

Og snart er jeg indenfor stængte døre
høit over aftenens blaanende trær. -
Jeg kan ikke skrive, for dybt i mit øre
svulmer en latter, saa pigelig skjær -
den sødeste stemme, som roper efter:
«Gaa-hjem og bo, da, af alle kræfter!»
Og hun har ret - for paa mandag ender det!
Jeg sidder paa stolen og bor, saa jeg kjender det!



VIGILIE

Ja her er endnu megen tid at vente, -
her er ei glans og saare lidet varme!
Men lave lys er ganske tidlig tændte
langs alle askens broncemørke arme -!
Hvor de er grønlige, som alterbluss
i dunkel helligdom, og de er stille,
med sine veker dybt i ædle oljer:
Jeg tror de kunde slukkes, hvis jeg vilde

Men denne rand af lys vil vaaren værne;
for blussene vil blaffe op i fliger
og løbe gult om frugtens fine kjerne - -
og naar saa somrens dønning i dem stiger,
da vælder gyldne lys fra skogens stage
de store solbetagne sommerdage!
- - -

Nu er der vaar og morgen her i skogen,
og dagen damper blekt med vaarens ruder,
og langs de mørke, broncesvære staker
ligger som gnist ved gnist de lave luer -
og derfor er her morgenmørkt i skogen,
vigilie under askens skjønne buer!
- - -

Jeg selv er kanske morgensakristanen.
Søvndrukken tasser jeg paa maa og faa,
og aander paa den nattenakne bronce
og myser op mod helgenrudens blaa:
«Mon ikke nu bag blaanet glas derude
fuglende driver ind, af syden fløine?
Jo de maa være bag den matte rude,
og de vil bruse gjennem vaarens glar -!»
- - -

Men endnu efterglemt fra natten siver
dens kolde fosfor efter aller grene.
Hvo véd, hvad salighed en aand bedriver,
naar den har hvælvene for sig alene - -?
Hvad kan vel aarets store herre mene
med denne blaa kontur, han fint befølger
langs hver en kvist paa trærnes glasne stammer,
saa haven samlet i et blaa-lys bølger?
Tilvænner han de vintervalne grene
med drømte tyngder, førend somren kommer -
og ser om trær, som kunde vintren bære,
har evne til at bære frem en sommer?!



BAS-RELIEF

Og Lillen sagde: «Ja, jeg er dig kjær;
men mine former - - de er smaa og svage,
og jeg har hørt, at mandfolk alle dage
har trang til - yppighed og alt det dér - - -»

Men jeg, jeg kysser hende vildt tilro:
«Der ér et billede, som netop træffer; -
du ved ei, hvilken skjønhed der kan bo
i sydens yndefulde basrelieffer!

De er saa skjønne; thi de viser stille
i blinde linjer alt, en kunstner vilde - - -.
Du er et lidet basrelief lig dem,
jeg altid tydde til i kunstens hjem,
naar jeg var træt af disse golde former,
som skinnende langs brede gavler stormer -
en fin og dæmpet sang, som en fik ridse
i parisk, gyldent marmor som en skitse -
dén blev min redning altid om igjen -,
og hér er du det billed, lille ven!
- - -

Men basrelieffets lille lykkeblik -
det følte jeg i hjertet som et stik.



CHOPIN I SIDEVÆRELSET

Den skurk, nu spiller han igjen Chopin,
mens jeg skal skrive en af mine sange!
For fan, nu kan jeg skrive ned i flæng;
nu blir det bleke tøv med et til klange;
nu voldtar tonen dette arme ordet,
og som et orgel skjælver skrivebordet!

Min pen blir taktstok til hans melodier,
Chopin og jeg blir brødre - og genier;
et sælsomt yndigt rosenflor gror ud
paa tonestængler i papirets have;
men stanser han et øieblik - o Gud,
min store uransagelige Gud -
da visner alle over hvide grave!



ET OVERSTREGET DIGT

Bag et gitter af strenger
stirrer et daarligt digt.
Et ærligt skind igrunden,
men ike yppig runden
af sang og stemning og sligt.

Født af en mager moder,
af hjernens skrumpne skjød,
næret af tankefoder,
som hjernecellernes boder
i fattige timer bød - -.

Forstandens hodepine
dirrer i digtets krop -
afmægtig i sin feber
det ramser med tørre læber
sin grimme vise op.

Det rusker i sine streger,
vil løs af det grumme bur; -
det er min farligste fange
trods mange velskabte sange,
som strømmer i min natur.



VAARPIGE

Bag lokkernes skygger,
langs tindingen bly
blaanende pigaarer sig snor --;
skjønt vaarskjære, dog
dine øienlaag
er sænket som sne over dunkel jord.

Sænkede vender du dem mod lyset;
ei blomster fylder
dit mørke haar -
men se, hvor ustadig din kind det gylder
det ravende lys
av nyfødt og spæd og usikker vaar --!

Det taager mit sind
med en ukjendt smerte,
dit sænkede øies eventyr; --
det minder om ét,
som mit eget hjerte
læser hver dag, mens dets drømme flyr:

Et skjælvende vaartræ i morgnen ene
staar svøbt i en kjole
av himmerigs sol,
som hænger i dugglød om alle grene!
Jeg falder i knæ
for det hellige træ,
hvis vidjers vidunder jeg klart kan se.

Saa ved jeg da ogsaa, de vidjer vene
vi hylles om
med brusende blom,
med blade og blomster paa alle grene, --;
naar somren har bragt det
sin skinnende pragt,
faar foraarets medviter kun dets foragt!

Mit hjerte blev aldrig i naade beskaaret
en reddet gren -;
hver eneste en
forliste i blomster og frugter med aaret,
og taus og saar
min længsel gaar
tilbage sin dunkle, ensomme vaar!
- - -



GJENNEMSKUET

Hvor skjøn hun sad med sit sænkte blik!
Jeg bøiede hed mig frem -.
Da faldt hendes ord som naalestik:
«Jeg gjennemskuer Dem!»

Og jeg blev kold i mit hede blod -
Hun gjennemskuede mig -?
- og træt forstod jeg, hvad hun forstod,
og vandret vissen min vei.



DAGUERROTYP

Et brustent portræt af en død jeg saa
i daguerrotypets violne blaa -

Dybt under glassets skimrende bulker
et indestængt solskin fra fortiden hulker.

En lue af lys, som forlængst har berørt
en skjønhed om kinden, er samlet skjørt

med varme og væsen af hende selv
til mer end portræt, bag det slebne hvælv!

Saa hænger i aldre den bly oval
paa blomstertapet i en gammel sal.

Det levende sollys, ranet fra døden,
stirrer forpint imod morgenrøden.

Men alle er gangne, du snehvide søde -
du minde! - enhver som kan mindes, er døde!

Kun jeg er tilbage, skjønt ung af alder -
dog nei, imod guldrammens runding falder

en hensmuldret bue af vandklare blommer -
et bud fra en storøiet, gammeldags sommer!



PAA LÆSESALEN

Dér, hvor det nederste lange
lak-røde bord var tomt,
sad jeg mangfoldige gange
med hænderne foldet, fromt.
Duppet i søvn, mens solen
fra foraarets baal derude
bakte og brandt i reolen
gjennem en blændende rude!

Bog maatte til paa pulten,
og det var forresten skade,
for Gud hvor jeg altid blev sulten,
af disse fortørkede blade,
og øiet blev rødt av træsnit
af skjold og spænder og spyd
og hytter af halm og palmer
og stillehavsstammers pryd!

En brandmur graaner i gaarden;
der ringer en klokke etsteds -?
Den straaler sig ud i vaaren,
en egen, krævende kreds -;
den tyndslidte staal forkynder
klimprende hén for sig,
at noget af vegt begynder
som slet ikke angaar mig!

Monstro var jeg lykkelig blevet
bagenom bjældernes hegn?
Burde vidst helst ha strævet
i ly af en madklokkes tegn!
Men hvad blir en jordbøid bjælde
med spjættende, spinkel klang,
naar hjertet tar til at vælde
hele mit blod i sang?

Naar hjertet ringer i brystet
og slaar med sin blodige knevel,
trukket med tause touge
attter og fram av en djævel -,
indtil det skidne skimmel
af uld om mit enslige bryst
dækker en duvende himmel
smertelig svanger af lyst!

Saa smaat blir da bordene tomme,
og lakket blir rødt som skarlagen -
Middag er netop det tomme
tærende tidsrum paa dagen,
da solen falder i flaker
indover bøgernes lass
og gulvene piper og knaker
af folk, som forlader sin plads.

Og kvelden blir gul derude,
staar skraa paa en martsgraa væg -
om hjørnet piler en pige
og viser en mager læg
og stræver betat med kjolen,
som vinden har fyldt og spændt, -
en isklump ligger i solen
i ild og aften tændt!

Da løfter jeg heftig hodet
og sér mig hovmodig rundt;
i kinderne stiger blodet
brændende bittert og sundt.
Dér sidder minsandten der nogen,
ogsaa med haand under kind
og gjør som han læser i bogen,
men piller ved bogens bind!!

Min eneste fælle, la os
vandre en trodsig tur
mod foraarets flammende kaos,
vi vekster af vild natur!
For selv om de vekster ikke
saar eller høster til hjem -
saa sørger alligevel ikke
den himmelske fader for dem!



DIGTER

Jeg synes, alverden smiler
bag zobel og skind i løn,
fordi jeg blaafrossen piler
i vaarfrak, tynd og grøn!

Dér kommer en festlig frue
i skinnende pelsverks pragt
og lysende hermelinshue - -
jeg smutter i foraarets dragt!

Skal det være en viol fra mit knaphul,
en blomst fra en vaargrøn vei - -?
Skal det være lidt fuglekvidder - -?
Kvirrevitt - - -! Faaes gratis hos mig!



FANTASI

Og maanen var sygelig stor
og blaa og vaarlig dén nat -
og op mod dens skjønne skive
laa æbleblomstgrenen mat.
Den skjalv i lys og i vind,
den drømte ved maanens kind
om æventyr, om hvert æventyr,
som lyser i maanens sind!

Fra maanen strømmer det ud,
alt drømmerens tidsfordriv,
og selv den stiger paa hvælvet hvid
og glædes ved slægtens liv:
det syslende liv blandt løv, - -
men helst i vand mellem siv
den dypper tilbunds sin hvide finger
og rører i bundens støv - - -

O herre, da myldrer de frem,
de sandbegravede liv,
som hviler bundne i doven dvale
ved roden af hvert et siv - -;
blot ved det mindste stød
af tryllefingerens negl
smægter de perlende of af bølgen
uden at kløve dens speil!

Og sivets farlige krans
staar som en stille rand
af fine, forglemte tempelsøiler
med skygger i helligt vand!
En tjernliljes hvide kurv
er tag paa en pavillon -
staa stille! Saa hæves den helt af bølgen
med zir og søilebalkon!

Og henover søens speil
dupper der store møl
med maaneskinsmuld paa fine vinger -
Fabel-fryvil af sølv!
Men hist paa det lave bjerg,
med hop over blomsters baand
fanger en dværg forsigtig straaler
og drikker dem af sin haand
- -



ALENE

Der suser ned en kveld paa jorden
derude i den mørke vaar;
en aften vandrer gjennem vaaren
saa mild, umælende og saar -,
og fyldt af sus fra aftenrøder
slaar ind mit vindus lille seil,
- og der er lys - en nellik gløder,
og stuen flygter i mit speil!

Den lille aften foran lampen
med nelliken i vaargrøn lind
og trevlerne fra pipedampen
og fattigdom og mager kind -
den ungdomsstemning, dyb og stille,
som jeg i aften eier givet,
og lever, haabende mod andet,
skal engang dæmre angst i livet - -

Engang, i fremtidssorte nætter
skal stille langs mit lys sig skynde
et nellikskjær - og løv, som sprætter
i haabets bitre unge ynde, - - -
den skal ei være til at gribe,
den fryvils lille sommerving;
den slukner i et streif, en stribe
med bud om alt og ingenting!

*

Men der er deri ingen lære,
og ingen Panacé man har -
i det man er, der maa man være;
man kan ei være føre var
med det at aande og at leve
af al sin kraft i livets strøm
for saa engang i angst at bæve
og gribe vissen mod en drøm!



LILLE VEN

Hvad skal vi gjøre med dig
lille forundrede mø -
du, som med snehvid pande
taler saa vekt om at dø?

Som venter lig skogsviolen
bagom de kraftfulde blommer,
der løfter de gyldne hoder
høit i den store sommer?

Du elskede lille, dø -!
Fold ud dit legem i fred -
flyd bort paa de dove drømme, -
men før du synker, saa bed -

Bed til den store muld
og verdens prægtige sol,
at de lader dig rinde som rose
af døden, du bly viol!



TJERNET

Der laa et tjern og tænkte
i eventyrets skove,
som kveldguldstille skjænkte
det skygger til at sove.
En gammel bargran gumlet
bag lav paa et og andet,
men skvatt, da vips der tumlet
en nymfe ud i vandet.

Tilbunds! Men op hun gynged
i midten af en lilje,
som snehvid lynsnar grodde
af tjernets bølger frem - -
Og net og rask hun rodde
sig løs af liljens blade,
som skummede og suste
med hvid og graadig brem.

Hun ror i fine strimer
og kravler snart bag blomster,
mens tjernets taarer triller
af snehvid gaasehud -
og til sin lænd hun napper
et slør af kveldens taage
og fæster skjævt til haaret
en sikke - alt sit skrud.

Og sine rosenfødder
hun kipper ind i myge
blaagule torskeflabber
og tøfler let afsted - - -
hun har en haaret herre
med ibenhorn i panden
og røde djævlekrøller
fordulgt i krattets fred!

Og vips saa er hun borte
bag nypens æreporte,
og vips saa er der stille
til tjernets søvnblaa bund.
Men om en liden time
der glir en snehvid strime - - -
da er det, tjernet suger
sig op mod maanens mund

Men maanen, som har seilet
langs skogens lange aaser,
den vugger rund i speilet
med natkold, frossen glød - - -
Et andet bad er dette,
end da den lille lette
levende lille lette
varm gjennem vandet flød.



HØST

Der er høst i dine øine,
høst, som blaaner imod kulde -
Stjerneskud! Og se, et snefnug - - -
Det er hændt, som hænde skulle!

Lille, alt skal trodse døden,
gro sig frem for anden gang. -
Dine kysses vilde roser
overvintrer i min sang.



MINIATUR-BALLADE

Langs alle vaade veier
der er forglemmigeier,
som jomfrublaae løfter
sit slæb fra regnets rest;
smaa spæde speil af søle
er efterglemt paa veien,
og solnedgang i grøfter
saa langt en sér mod vest!

Og se, paa engens plæner,
der myldrer leirliv broget
i tusen opbrudsscener
paa eventyrets tun!
Og indmod graastensvarder
staar straa og stængler støttet,
smaa fine hellebarder
omvirrede af dun.

Og yndig spredt paa engen
er blaa og grønne klynger,
som pludrende sig gynger
i aftnens lade sol - -
Ja, det er gnom og kobold
og drabelige dværge,
forglemmigei og korsblom,
linnea og viol!

De furer, bonden harver
med vældig krop mod solen,
er krigssti mod de larver,
de frygtelige dyr,
som slimede bag løvet
er farlig rullet sammen
og pludselig af hammen
som gyldne drager flyr!

Ja, skrækkelige drager
med lange neb, som lepjer
af alle blomsters elskov,
- skjønt blomster ofte byr -;
en glitterhær af lanser
skal risle langsomt over,
saa saare solen sover
og nattens bauner gryr!

*

Men ved en lønlig vei
staar der en gnom i tale
med en forglemmigei,
den blaaeste i dale.
Hun gav ham silkeskjorten
og sydde ind i dén
de tre af sine stjerner,
og hun har syv igjen.

Se, saadan sødt belæsset
i panser og i blade
staar gnomen der i græsset
og bøier ydmygt knæ -;
han tar hjelm af haaret
og fører blødt, beleven
til sine læber sneven
fra pigens fine knæ:

Gnom:
«Jeg har som ridderløn
jo bønnen i dit navn;
men denne blaae bøn
behøver du ei bede;
du bær'i bønnens savn
opfyldelsen tilstede, -
hvi heder du et navn
du ei behøver hede?»

Og pigeblomsten glitrer
i alle sine stjerner;
hun staar i fryd og sitrer,
den blaaeste af tærner -;
hun er af skogens adel,
og grodd af tuer fjerne -
saa fører hun med ynde
sin haand mod hjertets stjerne:

Forglemmigei:
«Mit navn, det vil jeg glemme
og være navnløs, bly; -
men hører jeg din stemme,
det blaaner frem paany!
Men ikke vil jeg kaldes
«Det længselssyge savn» -
jeg gir dig jo mit legem,
gi mig igjen et navn!»

Han tar et skridt tilbage
og slaar med haanden ud
med pigens trende stjerner
paa brystets silkeskrud:
«Du er blandt blomsters vrimmel
syvstjernen nu, min engel -
et lidet stykke himmel
sænkt ned paa duftig stengel!

Men aa, jeg har slig vaande -
Jeg kan ei tro, at Gud,
mens jeg er væk, vil aande
min lille himmel ud!
Dog hørte jeg om høsten
et ord forleden kveld,
af en, der kjender livet,
den gamle eternel!»

Forglemmigei:
«Aa, hun som sidder over
mens alle andre danser?!
Det gamle Dros, hun sover,
hun har da ingen sanser!
Nei, jeg kan livet kjende
i mine stjerners ild -
Jeg lover dig at brænde,
saa længe som du vil!»
- - -

*

Saa sank da sol tilbage
i skyers søileslot
og tog i sølvslør med sig
vort landskab lige godt. - -
Men snart strøg toner lave -:
- da steg paa høiens skraanen
al verdens lansehave
i glittermarsch mod maanen!



FORAAR

Der gives ei ude i al denne blaanende himmel
et eneste aandedrægt fra hendes bryst!
Dén luft, som engang med sine milde strømme
svulmet og sank i brystets blyge høining,
legede ømt i nakkens søde bøining,
dén bølger forgjæves henover jordens lyst -!
Se, svalerne stiger i dans, i dans de daler -
og mine tanker til hine tider gaa,
da hun var med om at kalde svalerne svaler,
og lykkelig gjerne kaldte luften blaa!

Hør, foraaret brusende henover verdens høie!
Markerne grønnes af kraft, mod hvad, mod hvad?
Spirernes jubel naar ikke hendes øie,
som ingen skal møde mer, hvor længe han leder, -
de selvsamme birke suser de deilige steder, -
der hun, deres evige charme, forundret sad -
- - -
Intet er ændret. Fjernt og saart fra fabrikker
høres der flittige slag i den enkle dag -
skjønt ikke en ting i verden er mere sikker,
end det, at hun smuldrer i muld bag kistens tag!

Men markerne grønnes, og himlene bruser og blaaner,
som vilde de bruse og blaane dig frem af din grav -
som vilde al vaarens duft gjennem gravene trænge -
duft som strømmer fra tusinde skinnende blade.
Syriner bag gjærdet langs foraarets promenadee - -
ude, langt ude glitrer dit elskede hav!
Idag var en dag for dig, du kjære deroppe,
hvor stilheden staar i tungsindige roser og trær!
Aa hvor du elskede storm i din haves toppe
og stormsvalers vingede glimt gjennem vaarens veir!

Aa om jeg kunde, kunde jeg bare glemme -
og drive mig selv til at gaa saa gal en gang
de trapper op, og spørge, om du var hjemme -
med tro paa det selv, og med glad og bevæget stemme - -
- - -
Fra frelserens gravlund toner der søndagsklang - -.












II



LAURBÆR

Se, det var aften paa den store hede.
I Stadion var væddekampen omme,
og prisen git, da sol i hav laa nede.

Der vandred hjem en helt med laurbærkranser,
som gyngede paa blanke brune lemmer,
en livsens lyst for græske kvindesanser.

Og han som vandred stolt mod aftens vinde
med pris for poesien og for kampen,
kom fjernt imod ham nølende en kvinde.

Et pigebarn, som vandrede mod hjemmet
og mod den lave sol paa vestens høie,
saa aftentræt, saa slidt og saa forgræmmet!

Hun nærmede sig nølende, i vekhed - -
hun følte gjennemskjælve sig en angst,
en bøn for al sin skjønhedsløse blekhed.

Og just da han mod hendes ansigt skulte,
hun dækked det forvirret til med haanden,
slig at hun sammesinde saa og skjulte!

Men helten med de vilde hvasse kranse
blev grebet slig af ydmyghed og smerte,
saa stærk, at han forundret maatte stanse.

Og livet blev ham sært og tungt at bære,
en evig horizont mod nye kampe
udover vundne laurbærkransers ære.



FRA MEZZANINVINDUET

Samtidige i rummets bleke dage
staar jeg og hun, min slanke elskerinde.
Vi drikker med vort hjertes gjemte pulser
den samme stund, som til os begge rinder -
og stille skal vi staa og kløve lyset,
der er fra tider, da vi ikke levet,
og som vil strømme med sit skraae skjær
dybt ind i tider, da vi ikke er - - -

Og der er døde sommerdøgn i lyset,
som hælder gjennem vindvets løvguirlandre -
og denne dybe kveld vil gaa tilbage
og flyde tonløst sammen med de andre!
Naar streifed det mig sidst, det lys som blinder -?
det meningsløse, rige straaleskin,
som tænder dundet paa en kvindes kinder,
der ikke aner hvorfor hun er min?

Vi staar i drømmedrysset ifra solen,
som flimrer bag den øverbøide pinje;
jeg ser din hofte gjennem blaatøiskjolen,
hvor den er endelig i form og linje.
Jeg ser paa dine solbelyste hænder
med perlefine porer i sin hud,
hvor alt er nært og fast! Hvor alting ender!
og ingenting er evighed, o Gud!

Men fjernt paa sletten ser jeg ogsaa lue
Soractes gamle bjerg og Tiburs høie,
og pinjekronen over vindvets bue
blir nu en haand, som skygger over øiet.
Og fra en anden mezzanin man spiller
- Chopin - og vakt af hvide hænder raser
i søvnløs ring hans liljebleke triller
bagt tunge, rosenfyldte romervaser.



STROFE

Og netop, som de kastet sig ud paa vingen
de trækkende gjæs, de svaner, lærker, svaler
fra Nilen og den høie Ptas portaler -

saa jeg en nordisk lind blandt sne og stene,
bøide en gren og slap den, saa det raste
et skred af lys gjennem alle de tomme grene!

Tusinde knopper tøiet de tørste hoder,
aabnet de grønne neb med spidse tunger
mod den tidlige, ødsle, gyldne moder - -

gabende frem saa fugleunge-blinde,
komne paa gren, før nogen fugl har sunget -
trækfugle vel fra dulgte land derinde -

derinde i vintersevjernes skjulte Syden,
fra strimer af dunkel orient og sommer,
der saftens hellige Nil i grenen flommer!
- - -

Herlige møte for mig i foraarsgyset!
Knoppernes lubne rygge straaler, svømmer
paa fine, grenede fár igjennem lyset - -

Og imod mig, som spør: hvad kan jeg gjøre,
summer det i et mylder: «væk af solen!»
Lyt gjennem maanenætterne, skal du høre:

høre de andre fugle fra andre lande
trænge som levende knopper gjennem natten
og spile de hvilte vinger imod dagen -

og ogsaa vi maa møde paa fine vinger,
men véd du, kjære, hvor blomsterne langs trærne
rykker i roten og selv vilde flyve gjerne -?

flyve fra gren til gren og selv fornemme
som fri og flyvende fugl i maaneskjæret
sin elskedes neb og fine dun og stemme!

Men vi er fastgrodd, og til frugt fortørket
hænger vi selvdøde hen, og uden møte
synker vi alle glødende ned i mørket - -

Men dybt ved drømmenes fjerne aa derinde
myldrer der slægt af os, smaa badende kimer,
som nyder den evige sommers korte timer; -

ved livets egen, kjære, hellige kilde,
bagenom mørket, sidder de hen i sivet
i ædel, uskyldig advént, saa bly og stille -
- - -



PROMENADE

Vi gaar en tur i maigul sol,
og i min frakk er stukket ind
blandt syreblad en blaa viol,
som frisk og flott agerer min,
men som i stilhed blev tat med
til en, som kanske vilde be'.

Du gaar og stirrer lige ud -
et smil gir sødme i din hud;
men ser du lønlig op i skjul,
der fins ei blaalig sommerfugl,
som rører nogen mere blidt,
som streifer blomsten saa saavidt,

men bare ved det blotte skimt
gjør et forskrækket vingesving -
og kantrer blændet i et glimt
mod sol og luft og ingenting,
indtil forblommet frelst den sad
bag øienlaagets rosenblad.

Men i din vare, varme hud
slaar blodets himmelroser ud,
saa selv det lille blanke smil
forliser i forvirret rødt
og jeg kan se paa din profil,
at du er meget, meget stødt! - - -



MAANESKIFTE

Jeg spurgte dig igaar med rædde blikke:
«Min bly Semele, elsker du mig mer?»
Og du var sand og sa: «Jeg tror det ikke!
Ak nei - jeg ved det daglig mer og mer!»

Dét var dit ord, du slanke maanens kjære! -
Jeg burde vendt mig væk og ladt dig gaa.
I gamle dage var jo dét min lære,
og jeg var kort og stolt paa det som faa.

Aa, jeg var steil som en ægyptisk keiser,
der troner i sin tomme afgudsbram
og fordrer fjern og farlig, der han kneiser,
en hel forbabelse i bare ham.

Men sorgens røde lys og timer tunge
har gjort mig angst om livet, elskte min!
Din sjæl er slig en nyfødt ibisunge
og jeg en pelikan med modersind.

Og det at være elsket eller ikke
er ikke mer for mig som sort og hvidt;
et maaneskifte endnu! Døm mig ikke! -
Ved næste maane kan du flyve frit!



PAA KIRKEGAARDEN

Kapellet blir luftet, og vildvin-røden
skjælver paa muren i kveldens vift;
med søndrede vinger mod aftengløden
staar duer af marmor paa rusten stift.

Der drømmer i græsset en ældgammel plade
baardet af visnende straa fra ivaar -
der skumrer et navn: Emerenze Christence,
og tallene klamrer om seksten aar.

Jeg stanser og gjætter, mens aftenskjæret
sænker forgjængelsens guld over alt:
«Blek har hun været, og blond har hun været,
og Lillen har hun tilvisse vært kaldt.»

Men se, - under efteraarsgyldne rakler
vidner fra jernet i gammeldags aand
en af opstandelsens trodsige fakler
holdt af en ukjendt, himmelsk haand!

*

Ja vel kan det være, naar levende hjerter
ikke kan glemme, men bygger en blaa
bævende, blændende himmel for Lillen -;
men eftersom hjerterne dør - hvad saa - -?

O Lillen, din evigheds elskere døde,
og selv blev de støv bag det strenge jærn;
kun mindebogstaverne, rustne og røde
staar om din haabede evighed værn!

Og ingen kan huske den blonde unge
Emerenze Christence i dødens favn,
og klokkernes malm skal forgjæves runge
gjennem et bly, ædelmodigt navn!

*

Men kunde der strømme fra navnestrimlen
bare en drøm om dit ansigtdrag,
skulde du stige paany til himlen
op af mit heftige hjertes slag!

Skulde jeg bli dig den gode hyrde
og bære dig op gjennem blaaningen ungt;
mit hjerte er tomt; ja det savner en byrde,
skjønt underlig nok - det fornemmes saa tungt.

Men Lillen - du gir mig jo bare det dunkle
under et brusende, gyldent haar,
og gravens bogstaver skal altid funkle
og noget, et menneske aldrig formaar!

*

Emerenze Christence - dit navn være lovet -!
Jeg lægger en blomst mellem hver bogstav!
Jeg kan ikke naa dig; i fred har du sovet
hundrede aar i din daglige grav.

Jeg selv er et himmelløst navn, som svæver
hyllet i duft over gravenes jord;
mit minde er død i en kvinde, som lever;
mit navn, som var elsket, blev bare et ord!

Jeg sturer i skoge, hvor fuglene flokkes
og sørger at synge sit haab i mit bryst -
mit barn Emerenze, vi begge to lokkes
af levende stemmer til livets lyst!

For ogsaa til dig er jeg vis paa der kommer
en irisk, som kvidrer i gravens rogn
i hundrede somre, fra sommer til sommer:
Emerenze Christence - vaagn, vaagn - - -



TJENERINDEN

Vi sad i syden, i en kro ved havet -
og skjønt jeg hadde sommeren i sindet,
sad han med haanden i sit haar begravet,
og vintren hadde ædt sig ind i kindet,
og øinene var lodne, uden lys - - -
Den svarte ungdoms-lokken, som jeg kjendte,
og som han pleied kaste friskt tilbage,
laa slapt og uredt, uden glans og saft -
laa klisset om en hjerneskal, som brændte -
ret enkelt: der var ingenting tilbage
af al hans ungdoms sødme og hans kraft!

Og som vi sad, la han sin klamme næve
paa min og hvisket frækt og uden blusel:
«Jeg venter her et pigebarn - en tæve.»
Min vin er dømt, den smager mig som fusel,
som bitter gift og malurt i mit svælg!
Ja, jeg er fuld af alle livsens kræfter,
Gud være lovet, svingende beruset; - -
Men vil du skjønne slig en dødsdømt skik,
saa fik du være mand og slentre efter
og sé din hustru, der hun gaar alene,
fuldkommen tagendes i gang og blik!

Se hende gaa i sydens store sommer!
Selv gustne gammelmænd med fede lemmer
tar mørket af dét blik, som altid kommer -
og grynter lystent hen for sig: «Det stemmer!»
og snur sig og blir staaende og glo!
- - Kan nogen tro om denne slanke kvinde,
hvis skjønhed skulde elskeog beherske,
at hendes væsen er en klapkjær hunds,
at hun i blik er hvermands tjenerinde;
for uden modstand lar hun nærsagt alle
i sine blikke bade sig tilbunds!

Selv naar jeg er tilstede, skyr hun intet;
for kommer en tilfældig, mandlig kjending,
saa blir hun héd og ny og næsten jomfru
i al sin rappe, hjerteløse spænding,
og uden blu lar hun mig se igjen
den fine, hede, klare kindens rødme,
de sky, nervøse smil, det kast med hodet,
som minder om vor kjære første gang -
Vort hemmelighedsfulde sollivs sødme,
som endnu gjærer mig som lyst i blodet,
blir markedsvare for en tæve-trang!

Men ved du: at jeg gradvis slig blev skjændet
har gjort mig saa gemén og saa forgræmmet,
at jeg har nyttet denne duft af vellyst,
saasnart hun kjælen kom til mig i hjemmet!
Og i mit syge hjerte har det hvæst:
«Ja, bogfør hendes øienkast, I herrer,
blandt alle andre øientævers navne
i Eders sikre, lyse, lystne sind - -!
I skulde bare vide, hvor jeg snerrer
og viser gjennem tusindfold af favne,
hvor tæven først og fremst og sidst er min!»

Og hvad er saa mit liv? - Hvad er det hele!
I dynd af had og skjændsel maa det ende!
Aa kunde jeg mit gale hjerte kvæle,
som slaar med stumme kjærtegn imod hende!
Min Gud, hvor hede, herlige de er!
En moders kjærtegn glir vel just saa ømme
paa ungens hals og haar og glatte lemmer,
det underfulde kjød af hendes kjød - -
Og hun er liksom kjød af mine drømme - -
de ædelrundne, slanke drømme-lemmer
en skabning af min egen længsels skjød!

Alligevel er dén ting paa det rene,
som gjør min sjæl til evighed forbandet,
at mellem alle mænd er jeg den éne; -
hun elsker mig, om ei i kraft af andet
saa netop af det forsprang, jeg har havt;
hos hendes art er kjærlighed en stemning,
som gjemmer sig saa dybt, at den forglemmes
og straaler, sjelden, - som en sjunken skat!
- - O dette avsind, at naar fred fornemmes
og kjærlighed gror frem, saa løses lysten,
og manden mærkes til at bli bedrat!

Du deilige, fordi jeg ei kan glemme
dig bly og troende i elskovsgløden,
saa er mit sind i evigt golde drømme
som en galei-træl dømt til dig og døden -
Aa frigiv mig i kjærlighedens favn!
Er ikke jeg en mand med haar og hænder
og salig trang til dig i mine aarer,
den eneste i verden, som du tror - -!»
- Og han knak sammen hélt og fældte taarer
af sorg og raseri i sine hænder
og slog sit hode i det kolde bord.



HIMMELHAVEN

I
Jeg staar som en af mine støtter,
en graa og balsameret Gud,
bag vindvets mørke hæng og gløtter
af spalten ud.

Bag draperier vaaren blaaned -
saa slap jeg atter hænget ned.
O, det er nart min anden maaned
i ensomhet!

Det er jo dag; men her i rummet
gjør maane-amplen altid kveld.
- - Jeg sidder atter sammenkrummet
paa kulsort feld,

til træt jeg synes at fornemme
bag statuen af Amon Ra
min skjæbnes lille pigestemme
- og svarer «Ja», -

men synker atter tungt tilbag
i sædet med det sorte skind
og sænker mod mit knæ min hage
ved amplens skin.

*

Saa gaar jeg ud, hvor Livet smiler;
dér ser jeg verdens unge trær
staa vendt med afgrundsblaa profiler
mod dages skjær.

Og stammen suser svai og svimmel
paa jordens mørke, bøide ring
mod denne stedse skjønne himmel
af ingenting!

Og kvinders kroppe under trær'ne
i parkens solbesneede lund
er væsener af fremmed kjærne
fra første stund.

Ja fremmed selv i spirens morgen,
saa fjernt og motsat foldet ud - -
og vandrer kolde gjennem vaaren
i kostbart skrud -!

O, brystets begge høie himler
jeg fatter under livets blaa,
og mellem angst og lyst jeg svimler,
saa jeg maa gaa.

*

Der var en graastenstrap med kjerter,
og foran løb en skidden bæk;
dér sovned jeg og mine smerter
livsalig væk -

Men neppe har jeg rigtig rukket,
at die glemsel til min krop,
før øiets saar, som rødt var lukket,
blev rippet op:

Jeg kunde være nære havet
for alt, jeg føler i mit sind -
saa rummelig den blev, min længsel,
saa hed min kind -!

Og foran mig er rendestenen
forandret til en yndig aa,
som glir med sol og grønt og skyer
og himmel blaa -

Og bronzebroer bærer over,
og hopper mod den anden strand,
hvor svøbt i drøm og aften sover
et haveland!

*

Var det en feil, jeg ikke tvilte
at denne have fluks var min?
Var det en frækhed, at jeg smilte
og straks gik ind?

Men husk, at havens drømmeplæner
steg stille fra min egen aa,
som fordum randt i rendestener,
men nu er blaa!

II
Saa sank der ned en bister blaaning
om østens øde, fjern og nær,
mens jeg steg glad paa vestens skraaning
mod høiden dér!

Og henført mod en ildgul himmel,
som smelder fyr i hver en kvist,
staar trærnes rad og suser svimmel
mod rødens rist.

Saa synker denne verdensrøde
tilbage ned i dybets skjær
og efterglemte, sorte, sprøde
staar høiens trær.

Da var det, som om nogen ynked
de svidde stammers sorg og tog
af dulgte himles vand og dynked
den brændte skog!

Som svære stænk fra vaade fjerner
en stjernediger nat der faldt
og slog sig ned i kramme stjerner
ud over alt - - -.

Da fyldes jeg af rolig glæde
og aander ud af hjertens lyst;
det er, som natten salig sneede
saa stort og tyst.

Og nu blir skogen straks belivet
til høie blaae himmeltrær
og et komet-slør efter livet
er haven hér!

*

Mit sind blir ydmygt indtil smerte!
for stammerne i denne park
de har et sødt, gjenkjærligt hjerte
bag kulsort bark!

Jeg saa, hvor trærne henrykt bøide
en haandfuld blom mod stjernens skjær
til gjæstebud, og paa en høide
staar plump og svær

en ek, hvis grene opad strømmer
og lyret som en vase staar,
hvor nattens fersken prægtig svømmer
i mai-gul vaar.

Og Pan-figurerne mod maanen
staar rundt i jern med løftet skjæl;
der siler lyn af fladens blaanen
fra vand i væld!

*

Her bæres alting uskadt over,
og stille - o fra stund til stund;
høit over haven tiden sover
med smil om mund,

og lar fortryllet livet sværme
med mænd som mig paa egen haand,
til den ved gry igjen vil nærme
sin gustne haand -?

Jeg griber om med øine blanke
en blomsterby paa hver en kvist -
en afmagts dybde har min tanke
skjønt rigt bevidst.

Den fryd, at intet her kan hænde
paa denne kvindeløse jord,
vil jeg fortryllet livet sende
som skjønne ord.
- - -

III
Det gror af arvegræs i bakken;
jeg va'r i timian tilknæs -
en blodbøg slipper ned i nakken
et hjerter-ess

som gjør mig gjennem-rød af lykke,
saa jeg vil danse paa min fod;
men græsset faar med ét en nykke
og stemmer mod -

og favner rigt og grønt om skoen,
men slides op fra havens jord; -
det suser op af graadig groen
i fodens spor.

En blomst kom ut fra græssets porte
af mine fødders lange sprang;
den bukket, smilte og var borte
i venlig vang -

Men jeg har fandens fart og sprætter
hen i kløver-høi og datt,
saa duggen svatt som smaa raketter
i havens nat!

*

Ja, siden maa som stok jeg bruge
en gammel trærod, skarp og svart,
men som blev hændig med et haand-knot
af æblekart.

Men som jeg gaar med denne Roten
og hinker i den skumre eng,
gjør sandt for dyden atter foden
en mystisk slæng -

og tæt langs stien, som jeg tramper,
blir tændt en lav og lang allé
af fimrefnokkets Japanlamper
at jeg maa sé -

maa yndigst være god at komme
og skue deres egen skat:
En klorende vidunderdrage
i nordens nat.

En tornebusk i stas og silke
ved slutten av den grønne sti,
som fræser krum, med røde stilke
af raseri!

*

Men bagom straaler skogen samlet
i blekt og valent maaneskin,
og som jeg halvt i vemod famlet
mig længer ind

og bøied ømt tilside snaret,
saa fik jeg til min lykke skræmt
de sorte nætters katte-mare
som der laa gjemt - -

To gule blik, en skjægget hale
som skenet i et avsindshop
paa skyggeluffer gjennem luften
mod granens top!

*

Mon jeg var den, der dvælte længe
i fabel-kattens maane-lund,?
nei, jeg gik ud mod nye enge
i samme stund.

I græsset skjalv der mange stier;
men mellem alle var der én,
som var en rigtig liden gnier
paa plads for ben -

Der hørte jeg vidunderbruset
og saa, hvor stammen suste op
med aldrig gravlagt kraft af gruset
- med ildgrøn top,

som randt i visne, gule blade
ned i en kreds af raadent løv, -
en evig brusende kaskade
fra støv til støv.

IV
Men da jeg gjerne vilde sove,
saa bad jeg blomsterne om lov,
og bad dem gi mig tro og love,
og sank - og sov - - -

Jeg kjendte det i dybe drømme,
som blev jeg hyllet i et smil -
og mine lemmer, som var ømme,
drak graadigt hvil.

Men da jeg endelig blev vaagen
da saa jeg jo, at fjern og nær
laa sommertaagen, sommertaagen
blandt havens trær.

Jeg skjøv en taagedot tilside;
aa se! - dernede laa de dybt,
de blaae blomster, sid'om side
som lig i krypt!

Men haanden, den blev ganske lodden,
og der hang véd et taageskjæg, - -
og under trærne naadde skodden
til langt paa læg!

*

Tænk, overalt er taagen føken
undtagen der mod vest etsteds;
for der er vangen endnu nøgen
med venligt græs.

Og strak og stille under siljen
hvor stien skjalv i græsset smukt,
staar som en fugl paa étben liljen
og drømmer flugt!

Hvor lun en kraftkar han maa være
den gule, lave løvetand,
iblandt forglemmigeiers hære
en enslig mand!

Og maanen falder ind paa skakke
og laver i en poppels top
en liden rødlig maanebakke,
som skraaner op.

Lig fjerne, solbelyste høie
paa skrænten af et skyggefjeld
staar jordisk ind mod maanens øie
det lille hæld;

*

Da hænder det med ét, der vaier
op over himmelen et gys,
og skodden brast og poppelen svaier
i stormens lys.

For solen snudde sig i graven,
og straaler rømte fra dens kant;
- men dagen udeblev i haven,
og suset svandt.

Men alle grønne trær og busker
har straalesmilet straks gjort graa!
de staar som svære taagedusker
i nattens blaa.

Og blomsterne i skyggegræsset
blir spæde spøgelser af luft,
og deres kroner staar som presset
for saft og duft.

Men hvad er dét for amaranter,
som skinner hvide her og dér
i græsset mellem bleke planter
og drømte trær - -?

Men just som én af dem skal plukkes,
saa hænder denne tunge ting,
at mine gridske fingre lukkes
om ingenting.

Og øiet stuper gjennem sløret
i millioner blaae mil -
mod vaar-afgrundene i verden
med tusind smil!

Og armen dirrer lidt og isner;
men dybets stjerner rødmer smukt:
Ja - ikke vi, men mennesket visner,
før vi blir plukt.

Thi vi, som straaler, svæver over
begyndelsen til alt det blaa -
og du maa hidhen dø, - og vover
din fod at gaa

mod solens gravhøi ufortrøden,
er veien viss og lykken nær;
for et kometslør over døden
er haven her!












III



EN FREMMEDS DIGTE

I Florens leied jeg et kammer -
der havde bodd en landsmand før.
Men som jeg gjennemsaa komoden,
som jeg af vane altid gjør,

saa slog der op en bundløs sommer
som gammel smerte fra en skuff, -
det dufted vin og visne blommer
og nøisomhed og tørret loff -

Og skuffens brune bund var strøet
med blade fra en solrig stund,
og paa en tørret stilk sad frøet
og bed sig fast i blomstens bund.

Men inderst inde var der stukket
et skrift med blæk af anilin,
og arkene var gjennemtrukket
af graadig, gulnet romervin!

Men bagom alt, hvad der var digtet
steg frem en kjendings trætte træk.
Jeg bringer, hvad hans hjerte bigtet
i skriftets sære, røde blæk!



MORGEN

Mit kammer er nærmest morgnen
af alle de rum, jeg ved -
der spiller saa tidlige sole
paa væggenes blaa tapét;
hér er det, de første sjøer
af sol over østens strand
sætter et stænk paa væggen
med glødende, gyldent vand - -!

Og taget over mit hode
vaier paa vinger baaret,
og rundtom en kartlagt klode
ser jeg figurer af aaret -
aarstider øiner jeg vandre
med duer og stolt fasan -;
dér bider af bly guirlandre
den ømme pelikan!

Men nu blir det liv paa puden,
for du stikker ud en taa -
vil bare ta syn fra ruden,
hvor syden vel er blaa!
Jeg ved jo, hvor godt det smager
at træ med de bare ben
hen over solrøde flaker
paa gulvets tætte sten!

Saa hopper du ud i solen
i nattens silkeskrud,
solgul i englekjolen
som lige foran Gud - -
Du svam som en engel i natten
op til en morgen sval,
et skinnende himmerig, hegnet
af glødende hanegal!

Og snart staar jeg stille indvéd
din blændende skulders rund;
vi sér gjennem solens vindve
og ind imot himmelens bund!
Aa hør, hvor de sølverblaa byer
vasker mod himmelens lande
ind mod forgyldte byer
paa kimingens æter-strande!

Men elskede, denne morgen,
som lyser i trærnes vaar,
den er - ja den er som taaren,
der hænger i øiets haar!
Og førend du sødt kan spørre,
hvad graad ved natten har, -
er morgenens øine tørre
og dagen nær og klar!

Min elskte, en anden morgen
som hæver sit lys i det fjerne -
en morgen, som bruser og lyser
himmerigshøit og trær'ne!
Duerne venter og trodser
fortryllede tidernes gang -
sagn-pelikanerne fraader
i evighetsløvets hang!



UNDERVEIS

En underlig vemod slog ud i
min elskedes deilige træk;
hun sad ved mit knæ og hvilte,
men vendte sit ansigt væk;
der løb gjennem øienbrynet
et skjælvende, sjeldent gys,
og skinnende dybt i synet
stod fjerne og skuende lys!

Og hele min glæde forstummet,
som fyldte mig, hed og stor;
saa isned det til i rummet,
- og saa blev der haarde ord.
Da bøied hun sig tilbage,
saa paa mig blek og smilte; -
tankefuld atter hun lagde
kinden tilro og hvilte.

Da lo der en frost i mit hjerte,
fordi hun var ny og sær - -
jeg glemte at føle mig ydmyg
ved det, at hun dog var nær -
glemte, den haand, hun pressed,
dog var i evighed min -
min, hvor i verden end sværmed
hendes forundrede sind!

Jeg rykket min haand fra knæet;
men lokkernes guldflom gled,
blidt, som var ingenting skeet
udpaa mit haarde knæ; -
og hadet steg op og stammed
i strupen og vilde mig kvæle -
Hun laa der og drømte som lammet
ind imod livet - det hele - -

«Tæve», det skreg jeg i smerte -
Hvis var du nu i drømme?
Altid saa var dine kjærtegn
smertelig spilte og ømme -
Aa, jeg blir dyr af den vemod,
som ligger og dør i dit smil;
for alting blir had og brynde
i denne vellystige tvil - -!

Jeg reiste mig rak, jeg stødte
min elskte fra skjødet vildt - - -!
famlende fandt hun sig støtte,
- saa sagde hun tonløst, stilt:
«Jeg elsker jo dig, du kjære -
mit liv! - jeg elsker di saa - - -;
men verden er fuld af drømme,
og det kan du aldrig forstaa!



SMERTE

Det brænder i hjertet ved nat og ved dag:
Elsker, elsker hun mig?
Thi bagom mit hjertes fortryllede slag
ligger et nagende Nei; - -
det jager bag hele min lidenskabs glød
bag freden med hodet i hendes skjød:
Elsker, elsker hun mig?

Det hænder, skjønt herlig og helt endda
sig selv hun har git til pris!
Hvad vil jeg i evigheds evighed ha -
kan mere i verden der gi's?
O - nogenting bagenom sjæl og kjød,
en flygtende lue bag mund og skjød -!
Elsker, elsker du mig?

Da tar du mit hode, din mund er hed,
dit ansigt blir lidenskabshvidt - -
og sælsomt bevæget jeg sænker ned
mit øie i dybet af dit - -
Og dog er det aldrig af kjærlighed,
- kun angsten, som spør dig foruden fred:
Min elskede - elsker du mig?



FATTIGMANDSTRØST

O ja, den gamle tid er vendt tilbage, -
tre venner sidder vi i fredens navn,
og hun er borte, snart i otte dage
i en fordærvet fransk marinehavn!

Skjønt intet kan min elskede forhindre
paa sommerballer i en livlig by,
saa er der dødsens stilhed i mit indre
og paa min sommerhimmel ingen sky.

Det er mit slidte hjertes svale naade,
at naar vi atter sés om nogen tid,
skal hendes øine ingenting foraade,
saa tvil vil være faafæng hjerte-strid!

Ja, just fordi jeg er saa sorgfuld sikker
paa al den takt og evne, som hun har,
saa vitser jeg, citerer vers og drikker
og føler mig besiddende og klar!



RIGDOM

Det suser i skogenes fjerne trær
og sletterne toner i vigende sang!
Ta landene, elskede - dine de ér!
Jeg skjænker dig lykken for anden gang!

Jeg løser dig fri af vort fattige baand;
jeg eier paa haanden forgjættede land, -
er godsbesidder med gavmild haand
i kraft af at være en fattig mand.

Forunderlig salig slig herskermagt!
Og lysten og lykken, de rødmer af skam;
for nu maa de taale at skjænkes fra ham,
hvis veie de veg med saa kold foragt.

Men selv er jeg konge, vemodelig stor -
jeg viser med haanden mod sødmernes haver;
al verdens lande, hvor jeg ikke bor
udstrør jeg blek - som gaver.



GOLD

Jeg bad dig ømt at komme,
men kunde intet love -
Se timen er alt omme,
og salene staar tomme - -
nu gaar jeg for at sove
paa lykke og paa fromme!

Du turde ikke komme,
fordi jeg ei formaadde
at gi dig tro og love -
det skedde, som jeg spaade!
Du har mit hjertes tro,
men mine længslers love
de faar slet ikke sove,
før du har git dem ro!

Du løser mine sanser
fra deres krampeslummer;
alt hvad mit væsen rummer,
det søger til din favn!
Men nu er natten lummer -
mit hjerte lytter, stanser - -?
O Herre, for en kummer
- et løfte og et navn!

Men frugtens fine kjerner
de søger en oase?
De agter ikke tindre
i mine drømmes vase?
Min ven, du frygter tørken
i mine favntags ørken!

Saa ædelig du negter
at komme til min smerte
i værn om tænkte slægter,
som tumler bag dit hjerte!
En liden mø maa ræddes
at se sin uskylds frugt
straalende sat til nadverd -
og af en drømmer brugt?

En drømmer? Hun er kanske
det samme - hun, den ømme;
thi hun har dronningdrømme
med livets rige træ!
Velan, jeg skal ei granske
dit hjertes ret, men rømme
en gylden sal i sindet -
Guds fred, din vilje ske!

Thi jeg er født af fjerner,
hvor ikke fremtid trives,
og ven, dit væsens kjerner
skal ikke sønderrives -
blot staa som store stjerner
dybt i en himmels hvælv
over en satans drømmer,
hvis fremtid er ham selv!



ENSOMHED

Her kan man intet gjøre.
Venner kan intet høre -;
jeg har en høieres øre:
Ensomhedens selv.

Alt kan dens øre fange:
længsler, som gjemmer sig bange,
klange, som hæmmes i klange,
skjælv, som forgaar bag skjælv!

Tankernes streif mod hinanden
dér, hvor de lydløse glider
med tæt tilhyllede hoder
i mørket, fra henfarne tider!

*

Velan da, I venner og vidner -
jeg saa Eders lande blaane,
jeg saa Eders aasyn graane -
forsvind med Gud, forsvind - -,

Thi midt i uendelighedens
døve, gravøde verden
møder mig ensomhedens
fine, lydhøre sind!



FORBLØDNING

Nu mumler lyset de sidste ord.
Snart hvisker det blot i sit bløde sprog;
et svindende ganske flygtigt tog
af noget forunderligt vandrer,
vandrer afsted gjennem vindvets port - -
splintres og glimter ugribelig bort - -
- - -

Lavere mumler dagen.
Dens slatter supes af mørkets mund,
som presses med blodige læber
op imod vindvets rund.
- - -

Og et forfærdende ansigt
staar pludselig bøiet mod mit glar -
en død verdens pande
luder med hvide øine
indover det, som var - - -

Blomster i vindvernes skjønne porte
blir til forkullede lig;
Liljerne svaier, sky og sorte
ind under blondernes flik
- - -

Gardinets deilige flor,
den sidste drøm, hvori dagen
rødmende hang i perlemor,
blaanende svang, da hén den fôr,
blir to af gravens lagen!
- - -

Hedere end af nogen ørkens sol
forkulles blomster i denne dunkle tørke;
foran det hele sidder jeg i en stol
som stille og bisat lig i seks fod mørke.












IV



ANGELUS

Jeg gaar forbi en kristgaard, hvor graastensgjærdets orm
har slaat sin kreds om dem, som vel er farne,
hvor lykkens sten-penater er lagt i korsets form
paa evighedens endelige arne.
Og længer hen er klungtorn og eketrær og eng
med stierne i timian begravet,
og endnu mer i syd som fin og rødlig streng
bag aftenhvide æblehaver havet.

Jeg staar, hvor skogen stanser; jeg staar og stirrer blindt
paa sommersjøens slængkys over sanden -
det dufter gjennem hjernen af havets hyacint,
som vasker sit bølgebed mod stranden. -
Men længer ind i skogen staar ned et gyldenskin
og peger paa et muld ved mine fødder
saa fint og kraftfuldt aaret af lyst linneaspind
blandt eketræets sommersorte rødder:

Hvor stedmorsblomsten sænker paa buet stilk et blaat,
et natteblaat med hvide, bly planeter,
og det er maurens himmel; men samles i et slot
staar kongelysets maane-minareter.
I skjæret sværmer humler som gnister fra sit bol;
men skogviolen rødner i sin blaane,
og løvetanden luer i græsset som en sol
og ved ei den skal gustne af til maane!

Hvor denne havsens store og røde aftensol
kan aabne dulgte blomstersvælg og munde!
En blomst sprang ud i skogen: Det var en gjøg, som gol -
slik vilde blomster gale, hvis de kunde!
De spidser sine læber i kor til aftensang;
slig staar de lydløst gabende og synger -
mens skogens yndig bortgjemte blomsterklokke svang
sit angelus for disse blomsters klynger!

«Gud himmel, hvor det synger, det fjerne røde fjun»,
det hvisker hæggen i sin grannes øre.
«Den blomst maa jo ha blade, forundrede som dun;
for at det er en blomst, det kan man høre!»
Men vinden med sit milelange, sølvklare skjægg,
som svam forbi, en trøst i farten slængte:
«Det skorter den paa legeme, du gyldentunge hægg,
saa I er ogsaa rigelig betænkte!»



FRA CARL JOHAN

Skuren er over; nu løsner sig duften
ud fra de dynkede linde let;
kveldregnens nølende nerver i luften
gresner og glimter - og stanser i ét.
Skyerne flyder forsont i naturen;
lygter er tændt, og det eneste tegn,
sensommerkvelden beholder af skuren
er en aroma af falden regn!

Høit over poppelens løvbjerg kiker
maanen med gylden geografi;
arm-arm vugger der kortbente piger
tvers over singelen min forbi.
Hoi, hvor der nappes og negtes og kræves! -
halvvoksne jentunger jages afsted;
et aldrende pigebarn slaar forgjæves
sit røde og slidte øie ned!

Den lunkne og blaanende sensommerkvelden
eier en eggende magisk glans -
inde paa Tivoli snur karusellen
sin farvede, knirkende lygtekrans
alle lokalers døre staar oppe,
trikkerne klinger med rødt og grønt -
høit over sommerens skjælvende toppe
svømmer en himmel vellystig skjønt!

Inde paa bænkerne, skygget af løvet,
krystes smaapiger med kvinkende skrig -
andre, som lygternes lys har bestøvet,
sidder og stagger sig, bleke som lig -
smægter i liglin, mens blaat fra det høie
fosser der ild fra en ampels skjær -
perlemorsglansen i hviden af øiet
gir dem et skimrende, stilt begjær!

Just, som jeg driver og drikker af duften,
kommer et møde saa pinligt paatvers:
Fire skridt borte, som falden fra luften,
ser jeg en særling, hvis vandel er vers.
Tæt under pælen, hvor gaslys-striben
strømmer mod gruset, nøler han træt -
krafser i lommen og stopper i piben
uldtraad, tobak og en sporvognsbillet!

Medens han tænder og suger og nyder,
klænger a' Nanni i digterens favn,
én fra de smaa filosofiske gyder
nede ved kaiernes skidne havn.
Øinene egger - men der blir en skuffet -
slig er de blit af forblommet drik -
ligevel ved jeg, jeg sjelden har truffet
magen til literatur i et blik!

Nu har han set mine træk mellem trærne,
frir sig og spærrer min vei med et hop,
bøier sit lurvede hode mod knærne,
hvorpaa han sjeker og retter sig op:
«Dyret i afgrunden hilser serafen -
alskens ydmygelig ære og tak -!
Tænk, at en helt fra Elysions høie
værdiges gjæste vor enkle kloak!

Hører man nogentid dyret brøle
nede fra nætternes iskolde schakt?
Magter dets pote at skvætte lidt søle
opover himlens ætheriske pragt?»
Truende klinger den sammen med natten
digterens hule, forkullede røst -
bag ham i lyset staar fylgjen, og hatten
straaler i broget og blodig høst.

Smilende gaar jeg, men da er han efter -
stemmen blir kold og satanisk tynd:
«Undskyld, om søppelens sanger hefter
herren paa studiereise i synd!
Saa - det blev aflægs med soldrøm-funken?
Pøbel-plæsiren fandt tonen for tam?
Nu skal man være en haarsbred sunken
ned i fordærvelsens dyriske slam?»

Enden blir dog, at han slutter sig til mig,
medens en anden faar Nanni paa laan;
underlig nok - det er noget, han vil mig
bagom den tomme, hysteriske haan -?
Over en time vi driver og slænger;
først, da jeg endelig foregir træt,
er det, hans skjærende stemme krænger
over i blødende sorg med ét:

«Her i alléen har vandret en kvinde,
ædel, i unge gevandters storm,
fri som en tanke, umulig at binde,
selv i det ømmeste favntags form!
Vel - hun gik under i evighedsbruset -
hvor er hun nu i den store natur -?
Stundom jeg søger forpint i gruset
efter det elskede trins kontur!

Kjære, det nytter vel ikke, jeg skjuler:
Dyret, som aander i nætterne bedst,
lever af stjernernes blanke smuler,
slig som de drysser fra solens fest!
Dog - jeg er lænket - mit sind forliser
midt under stjernerne - hér er min høst:
visnede efter-aars-paradiser
og aldrig, aldrig en sol i øst!

Men kunde jeg række en gud med en messe,
bad jeg ham kvæle den iskolde glo,
som garver i blodet af gold interesse
for alle, hvis bryst blev delt i to! - -
Men lygterne trætner i nattekulden -
giv mig lidt renslig tobak, min bro!
Natsort Virginia, dét er mulden,
hvoraf mit foraars drømme gror!»



TIL EN DIGTER

Mod mine digtes fetischmørke træk
har dine jo en himmel-anet Guds -
de har den lyse evighed som form,
og deres legeme er sol og storm;
de stømmer fri af alle tankens baand,
mens mine tynges af min trætte haand;
de synger, suser sommer over heien,
mens mine staar som sten ved landeveien.

O dine sange glir med blide kræfter
igjennem sjælens luftige koraller -
og der de gaar, der toner sindet efter,
og instrument blir alt, hvorpaa de falder,
og mine hugne digterbilder smaa
staar stumt i sten og stirrer bly derpaa - -

Men du, som har din frihed som du vil
i selve sindets levende akkord -
at ikke du staar støbt af sten i ild,
det kan du glemme; thi dit søde spil
i alle morgendæmringernes strænge
skal altid over mine verdner hænge.



PSYKE

Saa sér jeg dig altsaa atter
mit lille basin!
men nu er der frosne matter
paa blomsternes eng. -

Og skavler af gyldne blade
er rimet fast,
der svalerne brugte at bade
i straalende hast!

Men trods at den skumrende haves
knokkeltrær
bander ved stormen og maanen,
at nat er nær -

saa sidder i dammen bag sivet
foruden værn
fortryllet, forglemt af livet
en Psyke af jærn.

En Psyke, som nøgen og liden
blæser sit straa
uden en tanke for tiden,
som mørk staar paa - - -

Dens kropp med de fine arme
er sommerbar:
paa ryggen er vinger varme,
som sol der var - -

Den blæser sin fløite, skaaren
i flammende aar -
det evige krav paa vaaren,
den evige vaar!



NOVEMBERNAT

Og maanen slynger en glødrig sommmer,
som spiller blank paa den hvide sne
og tænder de blinkende vinterblommer
langs alle grene
rundt i det ribbede, tvære træ.

Fra luftvulkanens vaarlige esse
gløder der mægtig og samlet frem
skjærsommerdage sammenpresset,
efterglemt ild
fra dage, som døde med løvet og græsset.

Ja solnedgange fra svundne dage
strømmer fremdeles denne nat
i maanens guldklode, der den ruller
udødelig sommer
over et Eden af ishvide blommer.

Et Eden af rimkolde morgenskove
straaler sig af i fjernenes blaanen.
- - Kun livsens træ, kun rognen Rø,
som ikke vil dø,
gjør evig sommer sammen med maanen.

Slig ruller maanen i himmelbunden
i flammer af dag, mens rognens roser
synker som mørkerøde solglød mod grunden
gjennem den skjære
skogs myriader af stjernehære.



STEINEN

Jeg var i den yderste evighed,
bagom de synlige fjerners brand -
da var det, at nogen imod mig skred
frem paa en ukjendt stjernes rand.

Nogen, som bøiet sig frem og lo
bag slør, som hyllet dens hoved til,
og holdt en sten i sin ene klo
og hviskede kold og mild:

«Jeg slipper en sten i himmelrunden,
den golde sten, jeg her dig tér;
i næste sekund er den forsvunden;
den aflader aldrig at falde mer.

Begriber du, usle, hvad du gjør?
Jeg drypper en faldende sten i dit sind;
jeg saar i dit væsen en uro ind,
en uro, som aldrig dør.

Hvorhelst du forbrænder i lysets haller,
i elskov hos kvinder, blandt vaarhvide buske -
Stenen, som samtidig falder, falder
i ødets mulm, skal du huske - - -
- - -

*

Og billedet brast, og jeg sænkedes ned,
ned paa min seng - jeg vaagnet i sved;
i bølger af iskold stjernedugg
hamret mit hjerte, hug i hug -

Men drømmen forblev i mit hjertes nat;
fra ungdom til moden alder
søgte mit sind forgjæves at gribe
den sten, som bestandig falder -
- - -

Bestill bøker av Olaf Bull!