Møllens vinger stanser sin susen,
åen speiler nattens øie,
blomsternes læber ydmygt beder,
trærnes kroner hvisker, hvisker.

Presterne tænder de blege kjerter,
nonnerne nynner de fromme bønner,
børnene folder de spinkle hænder,
svanerne skjuler sit næb under vingen.

Snart skal de sove, alle de trætte,
hvile hodet mygt på puden,
glemme de grå, sørgmodige tanker,
slumre, sove, drømme, sove.

Ude i blået svæver en kvinde,
Herrens moder, Maria, Maria,
lukker sjælenes øine kjærlig,
træder jordvuggens gjænger varlig.



BARCAROLE

Skjulende skygge,
sænk dig!
mens båden taust
glider.

Verden er søen -
stille.
Alene hun
ånder.

Stille, I bølger!
Stille!
Alene hun
ånde!

Alene du,
Elvi,
og stjerner, hav,
kysse, -

alene vi,
Elvi,
i denne blå
hvælving!

Her vil jeg ligge -
længe.
Mens båden taust
glider.

Her, i din dybe
hår-elv.
Og kind imod kind.
Gjem mig!

Her vil jeg sove -
længe.
Mens månen taust
glider.

Alene du,
Elvi,
og stjerner, hav,
kysse,

alene I
våge!
at ei min sjæl
såres.



BERCEUSE

Drys, blommeblomst,
dine bløde blade
over pandens hvælving,
at hun hviler kjølig!
Drys, drys
dine bløde blade!

Bys, vårmorgen,
du skal dæmpet bysse
ind i barmens bølge
en så fredfuld skvulpen!
Bys, bys,
du skal bysse dæmpet.

Hys, fossesus!
der er alfer hos os.
Ind i ørets musling
lad en vise risle!
Hys, hys!
Der er alfer hos os.

Kys, lysvover,
hendes øienskjærme,
hendes næsevinger,
at i duft hun vågne!
Kys, kys
hendes øienskjærme!



DER BLINKER EI STJERNER

Der blinker ei stjerner i skove.
Der gives ei alfer, som sove
i roseseng.

Der drysser ei guld over bølge.
Der glider ei fruer, som sølge
den hvide blu.

Der ligger ei lyttende huldre,
der glimter ei dugvåde skuldre
i moseseng.

Der stiger ei hviskende drømme,
og elskende engle ei svømme
på himlens hav!



SOMMER

Væv mig en kåbe, som rødmer,
spind den af tåge, knyt den af stråler,
dyp den i nellikeblod!

Væv mig en kjole, som skjælver -
aspebladvævet, dugperleknappet,
heftet med spindelvævtråd!

Sy mig et belte, som funkler -
lokkende lygtmænd, hoppende ildblus
funkle på himmelblå grund!

Sy mig så noget, der hvisker!
smilende spænder, sommerfuglvinger,
- legende kolibrisko!



REGN

En er en, og to er to -
vi hopper i vand,
vi triller i sand.
Zik zak,
vi drypper på tag,
tik tak,
det regner idag.
Regn, regn, regn, regn,
øsende regn,
pøsende regn,
regn, regn, regn, regn,
deilig og vådt
deilig og råt!

En er en, og to er to -
vi hopper i vand,
vi triller i sand.
Zik zak,
vi drypper på tag,
tik tak,
det regner idag.



NU VÅGNER ALLE SMÅ VOVER!

Nu vågner alle små vover
og seiler i gammen mod landet.
"Nu kan vi dig hilde fra Golfstrømmen,
at våren er kommen i vandet."
Og alle de glade små stråler,
de skinner og skinner og brænder,
og alle de glade små stråler
er vårens arbeidende hænder.

Nu vågner alle små piger
og kaster den dumme muffen
og kaster de dumme hanskerne
og låser dem ned i skuffen.
Og alle de hvide små fingre,
de leger ei mere med vanter,
og alle de hvide små fingre,
de leger med dugdiamanter!

Nu vågner alle små piger.
De tænker ei mere på baller.
Nu drømmer de hele prækenen
om friske lillekonvaller.
Og alle de spæde små fødder,
de danser ei mere på tilje,
og alle de spæde små fødder,
de danser på roser og lilje!

Nu vågner alle små barme
og vender sin knop imod solen
og vorder så underlig skjælvendes,
så blegrød og hed under kjolen.
Og alle de ædle små fruer,
de åbner sin rude så vide,
og alle de ædle små fruer,
de længes i lunden at ride.

Nu vågner alle små viser,
nu vågner alle små toner,
nu vågner alle små digtere
og ønsker de havde små koner.
Men den, som sidder i celle,
han kan ei på elskov tænke,
men den, som sidder i celle,
han stirrer taus på sin lænke.



HUN STOD PÅ BRYGGEN

Hun stod på bryggen
i solskjærmskyggen,
viftende hvidt
mod mig.

Hun havde ilet!
Hun havde stilet
skiftende skridt
mod mig.

Og derfor sødmen
ved halsens rødmen
strøg sig så blidt
mod mig.

Og derfor navnet
ved nye havne
smøg sig så tidt
mod mig.



HELGA

Helga!
Hun har så'ne lyse øine.
Klædt
er hun i sort.

Blikket stråler tusende løgne...
Let - så let...
Nu valsed hun bort.

Hun har så'ne mørke øine!
Sorte, berusende løgne!
Kan hun fanges?

Jeg tror, hun er glad,
- ikke træt, ikke syg, -
jeg tror, hun kan kvidre og juble.

Jeg tror hun er varm,
varm for det vakre,
jeg tror, hendes arm
er svært tryg.

Nu er hun færdig,
- rød og hed!
Nu stryger hun håret tilbage.
Var dansen deilig?
Var hjertet med?

Hun er endnu alene.
- Å, det duggede blik!
...Som en sjæl, der skuer
regnbuer
mellem menneskenes ord,
mellem smilenes luer.



HAN SÅR

Og dagen den går med latter og sang,
og døden han sår i natten så lang.
Døden han sår.

Han går og sår,
sår og sår -
rædde roser, blege tulipaner,
sorte violer og syge hyazinther,
mimoser.

Han går og sår,
sår og sår -
blege smil, bange tårer,
sorte kvaler og syge længsler,
tvil.

Dagen den går med latter og sang.
Døden han sår i natten så lang.
Døden han sår.



HAR GÅT OG HIGET

Har gåt og higet mod varme øine,
hvori livsens glød funkler,
mens kastanjelokker dunkler
solhud.

Har gåt og higet mod kys, mod favntag!
hvori livsens glød brænder
og de sorte øine tænder
solild!