En dag med blomster! En dag med sol!
En dag med latter og sang i sindet,
en dag med tindrende glans i luften,
en dag, da verden imod dig smiler,
en maiblank dag!

Sid ikke der og hæng i en krog
indpaa dit mørke kammer.
Løft dit hoved og kast din bog
og se, hvordan solen flammer.
Igaarkveld lærken i lunden sang,
idag ranunkelens knopper sprang,
nu staar de med gulddun og skinner.

Ja, fanden i Schweigaard og Christen Kvint;
idag la'r vi lovene sove.
I hylden med dem og det lidt gesvindt
og ud over vei og vove!
Du maatte da være en vældig kujon,
ifald du trasked paa manuduktion
en saa rent vidunderlig morgen.

Nei! lad os saa hellere stikke af
og rømme fra hele greien - -
Tænk dig idag paa det rullende hav -
hei gut - det var brede veien!
Staa der i sol paa det høie dæk
og seile fra kjævlet og vrøvlet væk
og stævne mod lyse lande.

Ja, kom saa med mig! I verden ud
med al dens jubel og al dens jammer,
i sørgekutte, i glædesskrud,
i havdønshøitid, i solskinsflammer.
Jeg stryger sorgen fra panden væk.
Min sang er oppe! Og høit paa dæk
jeg sidder i sol og synger.

Kom op paa dækket og se for et vejr:
skummet i sprøit over baaer og skjær,
solblink i sjøen, snart fjern, snart nær,
helt udimod havbrynets rande.
Men indover stryger en trækfuglehær,
med lange vinger og skinnende fjær;
nu synger de sommer i lande!

Ja se! der ligger det unge land,
som ved, hvad det vil, og ved, hvad det kan.
Han brisker sig svare den helvedesbrand
saa høi og saa hvid opmod polen.
Han ligger der bred under jøklernes rand
og ser sig omkring og ved godt, at han
er fagreste land under solen.

Hvad pokker bryr han sig om kunst og sligt,
om alt vort forbandede drøm og digt?
"Syng sange, salte som hav om kyst,
syng koldt og haardt som mit graastensbryst.
Jeg ler af jer sorg, jer klynk og jer klage,
af elskovsfølelser bløde og vage.
Anstrengte nerver! Hvad er det for slag?
Jeg havde det aldrig en eneste dag,
saa skal I dog heller ei ha' det.

Nei, lad mig saa heller faa trolde og bjørne
i hvert et hus, paa hvert eneste hjørne.
Det er andre karer - med kjød paa kroppen,
ben i næsen og sinne i toppen.

Jeg trænger jer ei. Jeg er sund og frisk.
I kan dyrke min myr og drage min fisk.
I kan klæ' jer i vadmel og æde min graut;
hvis ei, er I nogle elendige naut."

Det er noget til gut! Han er gild og ødsel!
Han er storkar, han, og kakse fra sin fødsel.
Han knuste saa tidt med sin barkede finger
de skjønneste, skjæreste sommerfuglvinger.
De fineste sind og de sarteste sjæle
han undte to fattige ligkistefjæle.

Han trængte dem ei. Men døde en evne,
saa spired ti nye i fjeldenes revne. -

Men kom der saa nogen og krænked hans ret,
saa blev han rent spillende sint med ét
og rød som en hane i kammen:
"Nei, kom ikke her med sligt vrøvl og bedrag!
Egne konsuler, rene flag!
Hvis ei: republikken imorgen den dag..."

Jo, det er noksaa morro altsammen!

Der er luende evner og blod i brand,
der er vaar over hele det deilige land
med løvspring og sollyse dage.
Jeg stiller mig høit ved det knagende rat
og svinger indover til afsked min hat; -
og landet smiler tilbage.

Saa bærer det fremad i morgenens glans,
det blinker henover de fossende bølger,
og sjøerne stimer og sjøerne følger,
hurra, det er dog en munter dans!

Og se, der kommer sydosten brusende,
og skibet krænger, - nu gaar det jo susende -
tauge, som piber, og seil, som slaar,
gutter, som raskt op i riggen gaar.
Fugle, som flakser og skraaler for baugen,
minsandten, serude ser seiler jo draugen!

Indover drysser det sjøsalte skum,
rundt om gaar havet med sang og med brum.
Jeg ved ei hvordan, - men her er ikke rum
for tunge og sorgfulde tanker.

Og saa ud tilhavs! Det stryger støt
for en feiende solgangsvind.
Mod nord synker landet i havet blødt,
i skodden skinner det, sollyst, rødt:
den sidste synkende tind!



Saa takler vi til -

Saa takler vi til vort digterskib,
hei, lad flagge!
Lad seilene flomme i solskinsveir,
bind silketøisvimpler om master og rær,
saa det skjærer i kriticis øine.

For nu har vi seilet med svarte ord
rundt landet i store flokke
og svovlet til graaveirsluften her nord,
og hundrede lægprædikanter ombord
har klemtet med dommedagsklokke.

Og nu har vi seilet i mange aar
for tidens tanker at sprede.
Men blev ikke livskampen lige haard
og verden ligesaa syg og saar,
- kun fattig paa skjønhed og glæde!

Og derfor tilsjøs med det hele kuld
af spørgsmaal og tunge tanker!
Vi stadser op skuden med flitter og guld,
saa drysser vi rummet og riggen fuld
af rythmer og roser og ranker.

Saa driver vi didhen, hvor vinden vil,
hei, lad flagge!
Lad verden være, som verden er,
vi seiler med vimpler fra master og rær,
saa det skjærer i kriticis øine.



Valborgsnat paa havet.

Det er nat paa vide vande
langt fra lande, langt fra lande.
Valborgsnat saa lys og skjær.
Lavt mod nattehimlens rande
ryger dagens røde brande,
og om verden fjernt og nær
tindrer tusen stjerners hær.

Nat henover vide vande

Og det hulker i mit sind
og fra havet saart det sukker.
Nattens store sorte vemod
tæt om mig sit mørke lukker.

Og snart klagende, snart ømme
toner frem i dunkle strømme
alle lange dages længsel,
alle lyse nætters drømme.

At du dog har kunnet glemme -
rive majens sang af sinde.
At du dog har kunnet skjænde
alle lyse nætters minde.

Du, som havde livets skjære
vemodshvide timer prøvet.
Du, hvis øine kunde skinne
saa forunderlig bedrøvet.

Og nu sprætter atter løvet
langt herfra i lyse lunde.
Og jeg stirrer ud i natten:
At du kunde! At du kunde!

Men i denne dybe nat
udpaa havets vidder vilde
stiger frem dit lyse hoved
tungsindbøiet, drømmestille.

Men det er ei nu som før:
Mangen tungsom dag er runden,
vegt og taaresløvt er blikket
og et stivnet skrig om munden.

Du stirrer i taushed paa mig
og taarerne glimter i øiet.
Din kind er saa hvid og alvorlig,
dit hoved saa blegt og bøiet.

"Jeg elsked dig, kjære, kjære,
høit over alt paa jord."
Du ryster dit blege hoved
uden et klagende ord.

"Du var mine deømmes dronning,
du var al min længsel og lyst."
Da hulker du tungt og længe
med hovedet skjult mod mit bryst.

Og jeg ser dig ind i øiet, -
dette store, trætte øie, -
og din hvide barnepande,
den uskyldige, den høie.

Og jeg ser de unge læber
bæve i en kvalfuld kvide.
Og jeg ser de trætte øine,
hvor de længes, hvor de lide!

Læn dit hoved ind til mit,
lad de lyse drømme falde.
Verden er saa jammerfuld,
du og jeg og alle, alle!

Og nu sukker nattens vind
og det hulker i mit sind.
Alle blege stjerner skinner,
og de vaagner alle minder.

Det er nat paa vide vande
langt fra lande, langt fra lande,
over verden, fjernt og nær.
Og med haanden mod min pande
stirrer jeg mod havets rande,
mindes atter kjendte strande
og min vaartid fin og skjær,
hende, som jeg havde kjær -

Valborgsnat paa vide vande.



Dag.

Der driver om hav en sølverdis,
det skinner i fjerne banker.
Dagen er oppe og natten død
med alle de tunge tanker.

Dagen er oppe og hanen Mons
staar paa kabysset og galer.
Og skibskatten vor, det luddovne bæst,
ligger i solen og maler.

Og gamle Hansen har faat sin dram
og slikker sig lunt om munden:
"Jeg mener, vi tar os et toddyglas
paa dækket i morgenstunden."

Verden den er saa kummerfuld,
saa rig paa kvide og jammer.
Men nu skinner sol over salten hav
og i vore brændende drammer.

Verden den er saa kummerfuld,
den eier kun graad og elende.
Men nu tænder Hansen sin snaddestump
og spinder sin saftigste ende.

Sjokke i sjømandsstøvler,
oljeklær og sydvest.
Føle hvor huden brunes
langsomt af sol og blæst.

Føle hvor blodet rinder
roligt med større slag,
føle hvor modet svulmer
sterkere dag for dag.

Smage den salte havluft,
synge af breden bryst.
Saa, nu kan livet komme,
nu tør jeg vove en dyst!



Har du seilet -

Har du seilet i storm over havet?
Har du set maager i skrigende klynger,
har du hørt sange, som bølgerne synger?
Har du smagt braadsjøens salte sprøit?
Har du hørt vindenes hvinende fløit
huje omkring dig i mørket?

Vær hilset, o hav, du bredthenbrusende
evige skummende verdenshav.
Du ler mig imøde saa vildt og vredt
med kold og klingende latter.
Der er ingen klynk i din hvasse haan,
ingen længsler mod liv og mod lande,
der er ingen gjøglende, daadløs drøm
over dine vide vande.

Du er som en hedning, der haaner Gud,
som en dødning, der truer mod himlen.
Og bølgerne vælter som sorte slanger,
som krummende djævlerygge.
Intet i verden var der saa vildt,
saa ubetvingeligt, satansvildt
som dine hulkende bølger.

Jeg bøier knæ for dig, vældige hav,
og lader dig døbe min trætte pande:
Giv mig dit spottende dødsvilde mod,
haan, som har staalfaste hedningehænder,
had, der har sener og sydende blod,
og ørneklør og rovdyrstænder!



Mod storm.

Det var langt derude paa nattens hav
ingen lyd af liv, ingen strime af strande.
En sildig graanende uveirskvæld
ude paa de evige vande.

Kaptein, hvad var det for skrig, som skar
over hav som en rædselsklage?
"Det var kun en ensom, en veiløs fugl,
der søgte mod land tilbage."

Hører De skibshunden nu, kaptein,
hys, kan De høre den tude?
"Det er kun noget, den tror at se
i svarte natten derude."

Jeg synes der lyder som hulk og graad
fra havet, det dunkle vide?
"Det er bare dønningens svage sjø,
der klukker mod skibets side."

Hvad er det, som hvisler og hviner saa sært
fra rær, og i taug og rat?
"Det er vinden, som stiger derudefra;
der kommer nok storm inat."



Storm.

Klagende, knurrende
stemmer i stormen.
Haukende hæse
skrig fra mørket.

Himlen i brusende
fos mod havet. -
Havet med knyttede
klør mod himlen

Skumsprøiten steilende
høit foran bougen,
flaksende mod mig i
gustne gestalter.

Opifra dybet
slanger, som slikker
henad mit ansigt med
valne tunger.

Opifra dybet
indover rælingen
famlende, kradsende
knoklede hænder.

Døden staar krum bortved
rattet og synger.
Hjælp os, Herre
i himlene!



Efter storm.

Natten og mørket er længst forbi,
vi har redet stormen over.
Havet dønner saa langt afsted
med skinnende, solblanke vover.

Og kaptein Hansen, han staar tilrors
i oljeklær og sydvest.
Han er blit en smule høitidelig stemt
af al denne pokkers blæst.

"Ja denne gang slap vi nu heldig fra
den helvedes spanske bugt,
men næste gang kan det sgu gaa tilbunds
til fiskene lige lukt."

"Det er jo forresten ei farligt med mig -
jeg er jo et gammelt skrog.
Men De har jo venner derhjemme, De,
og er baade lærd og klog."

"Aa pyt, den lærdom er saa som saa,
om den vil vi ikke snakke.
Og vennerne er nu saa middels, de,
for dem vil jeg helst mig betakke.

Men hør nu, Hansen, en rigtig ting,
nu skal vi da fanden mig gale
ei ligge her i sligt solskinsveir
og være sentimentale.

Giv nu kun rattet til styrmanden der,
og hold saa blot op med at sukke.
Og hent saa lidt hollandsk genever frem
af den paa den gule krukke.

Saa ville vi drikke en venskabsskaal
for nu og for alle dage
og ønske, at Hansen en aftenstund
maa komme til hjemmet tilbage.

Saa ville vi leve tilsammen der
i Deres rødmalte stue,
og smøge vor pibe hver eneste kvæld
i tøfler og røgelue.

Og saa skal De brygge en toddy varm
og lage de saftigste skrøner.
Og jeg skal rusle i haven om
og stelle med frugttrær og høner.

Og lunt skal vi sidde i stuen der
og drikke hinandens skaaler,
mens verden med alt dens forbandede vrøvl
ligger langt borte og skraaler."



Marine.

Og der har vi Spanjens forjættede land,
saa høit over havet det skinner,
med skum over alle de takkede skjær
og sol over alle tinder.

Og udenfor driver for sagte bør
en tunglastet fiskerskude
med store snurrige sjørøverseil
lappet med brogede klude.

Men solbrændt og taterbrun sidder ombord
i denne elendige smakke
en unggut i skinnende blaa busserul
med hatten saa stolt paa skakke.

Og pludselig fremme i skudens boug
staar han og hujer, spanjolen,
svinger sit ildrøde sjærf og ler,
saa tænderne lyser i solen.

Kykleky, sol i sky!
Hanen Mons forlængst er oppe!
Galer glad udover vandet,
ser forundret ind mod landet.
Kykleky, sol i sky,
nu er hanen oppe!

II.

Hansen staar i skjorteærmer
glemt er alle sjøens farer!
Efter hanen Mons han hærmer
og han ler, hvergang den svarer.

Og saa gaar han hen i skyggen,
se! der slumrer rolig katten.
Og han vælter den paa ryggen,
og han sætter paa den hatten.

Men det arme tykke dyr
kan ei røre sig af stedet.
Ak, den lille fede fyr
er aldeles død af hede!

III.

Og med hele dampen oppe
og for fulde hvide seil
glider stille vi henover
Middelhavets blankblaa speil.

Luften er saa blød og fin,
sjøen er saa klar som vin.
Og om rær og takkel svinger
maager sig paa hvide vinger.



Morgen paa Middelhavet.

Det glitrer i Morgenstunden
fra Sierra Nevadas sne,
høit over Middelhavet
skyder dets glødende bræ.

Jeg kan ikke tro mine øine,
jeg tror, at jeg ligger og drømmer,
men føler hvor blodet hidsigt
sammen mod hjertet strømmer.

Jeg tror, at jeg ligger og drømmer
det deiligste eventyr,
som svinder saasnart den triste
høstmorgen graaner og gryr.

Aa Gud, lad mig altid drømme
og lad det aldrig bli morgen.
Lad mig drømme bort hele livet
og kviden og graaden og sorgen!



Indover Middelhavet.

1. Aa - al vintrens kolde mørke.

Aa - al vintrens kolde mørke
sammen alle tanker krysted.
Og det var som blodet stivned
til en frostklump under brystet.

Men nu er det løvbrudstide -
blodet skjælver, suser, springer.
Tusen fine solskinsstraaler
sølvrent gjennem sindet klinger.

For nu gløder alle farver
om Alhambras søilerade.
Ranken drysser sine druer,
rosen drysser sine blade.

Kom med druer, kom med roser
fra Granadas lyse sletter.
Sølverstreng paa mandolinen,
tamburiner, castagnetter!

Hent os vin, den ædle, røde -,
og naar sol i havet daler,
vil vi klingre høit mod himlen
med de tunge glaspokaler.

Vi vil sidde hele natten,
kranse vinen tæt med blommer
under sydens høie himmel -
sydens jubelvilde sommer!

2. Jeg er saa kjed.

Jeg er saa kjed af disse pagevers,
i sirligt stramme klær, med klingre spange,
af denne sorgens vage melodi
og disse længselssyge skumringssange.

Jeg er saa kjed af disse gamle klager,
de visne ord, den blege drømmestil.
Kaminlys har vi faat for solens flammer
og digt og løgn for unge glade smil.

Og mens vi drømte, skinned sol paa hav,
og vaaren slynged vidt de friske kranse.
Nu vil vi ud - om vi skal porten sprænge!
Her ligger Rhodos! Hei - her vil vi danse!

Al solens pragt, al nattens stjerneflimmer,
den strør vi funklende for glædens fod.
Men om vor sorg skal bryde, boble, blaane
en rythmebrænding, brusende af blod.

Stem strengen høit, bind vinens løv om panden!
Om slanke bægre tunge roser strø!
Og skjænk saa vinen, venner, høit i glasset.
Op med en sang! Imorgen skal vi dø!

3. Jeg ønskede.

Jeg ønskede stundom at digte
en kampvild sang for proletarerne
i ord, der lig flagrende luer
brændte hvert sind gjennem skarerne.

Jeg har hverken tro eller evne;
men jeg staar i den formening,
at der findes anden armod
end den, der danner forening.

For husk, at ei den blot er fattig,
der ikke har brød til hjemmer,
man hver, der i alvorslandet
føler sig ene og fremmed.

Ja alle, hvis øie længes
mod sælsomt flammende solskin,
men sænkes og sløres og sløves
af tærende graaveirs-tungsind.

Hvis sind er tørstige efter
at svulme i sødmerig glæde,
men tidligt graanes og græmmes
i endeløs hverdagsglede.

Aa - kunde jeg drysse lidt solglans
omkring de bedrøvede tanker
og jage lidt brand gjennem blodet,
der haabløst i aarerne banker!

Og sænke i glitrende rythmer
en gjenlyd af susende palmer,
et gjenskin af hvide moskeer -
akkorder af havets salmer!

Og er der en liden pige,
som gaar i de lange kvælder,
som gaar mellem tunge fjelde, -
til hende det er, jeg fortæller.

Ja, er der en ensom pige,
hvem langfærdslængslerne tynger,
da er det for hende, jeg sidder
i Middelhavsnatten og synger.



Middelhavsnat.

I.

Der drager ved nat over havet
et stemmekor,
en sang saa stor -
stiger fra bølgevrimlen
svulmende op imod himlen.

Jeg sidder og lytter og lytter,
ser ud, ser ud,
aa Gud, aa Gud,
nattens brusende orgel
spiller Vorherre paa!

II.

Det er høitid over havet,
dødens, ensomhedens høitid.
Ingen vildsom vove vugger,
ingen livets læbe aander.
Stille, dybt Nirwana-øde
over nattens ocean.

Og i ensomhedens høitid
dybest indi maaneskinnet
flyder der en hvid og ensom,
hvid og sælsom
nattetaage

Ja, i ensomhedens høitid
dybest indi maaneskinnet
flyder der en hvid og ensom,
hvid og sælsom
nøgen kvinde.

Langt og langsomt op hun stiger -
- hagen strukken stivt fra halsen -
og de grønne fiskeøine
taaretomme, stive, trætte
stirrer længselsfuldt mod øster,
der hvor solen snart skal rinde -
imod livet, imod landet.

Det er høitid over havet,
dødens, ensomhedens høitid.
Ingen vildsom vove vugger,
ingen livets læbe aander.
Bare dybt Nirwana-øde
over nattens ocean.

Og hun hæver sine arme
og de sløve læber aabnes,
og hun skriger over havet
langt, langt bort.

Og hun synker atter lydløst
ned i dybet, ned i natten.

Men igjennem maanedisen
i den dødsens dybe stilhed
flagrer der et kvindeskrig
som et maagehvin henover
oceanets dybe øde.

III.

Hvad er det for sølvglans, som flagrer og svinger
i maanedis?
Hvad er det for brusen af mægtige vinger
mod nattebris?
For høie, deilige kvinderøster!
De klinger over havet fra vester til øster, -
en klage af sjæle, som ingen aner -
Hys! Det er Madonnas svaner!

Hver nytaarsnat vandre Guds hellige mor
langs vei og sti.
Og ikke en dør paa den vide jord
gaar hun forbi.
En kvinde, der endnu er ren i sind,
Guds mor vil føre i stjerneskin
med spidse vinger i svanefølge
paa nathimlens maanebølge.

Hver nytaarsnat vandrer Guds hellige mor
til evig tid.
Men ingen menneskesjæl paa jord
er skjær og hvid.
Og derfor klager de deilige røster
saa snart over havet fra vester til øster,
en klage af sjæle, som ingen aner -
Hys! Det er Madonnas svaner!



Morgen.

I.

En sommermorgen paa det solblaa hav,
med smil fra bølgelæber, tusindblanke
og tusen bølgestemmers latterkor,
en lysvarm morgen jublende om jord
og festglans over hver en sindets tanke.

Ja, døbt af sol er alle mine sanser,
min sjæl er som en blank champagneskaal,
der skummer gylden, fyldt til bredfuldt maal,
mens alle perler glædedrukne danser.

II.

Lad sjøen solblaa sprøite omkring skuden,
det er for livet mig en manddomsdaab.
Og øiet skinner blankt af tro og haab:
Nu holder livet fest! Og jeg er buden.

Skjænk bægret fuldt! Jeg sætter det for munden
og tømmer det til sidste draabe.
Og glæden slaar om sindet sølverkaabe, -
min sang er oppe, se, min dag er runden!

Berust af vin og sol og sydens sommer,
berust af mine tyve unge aar
med blottet hoved jeg i bougen staar,
mens dagens glød omkring min pande flommer.

III.

Jeg ved ei hvorfor, og jeg ved ei hvad,
jeg ved ei hvorlangt og hvorlænge.
Jeg ved blot, at sindet af sang er fyldt,
og at der dirrer sol langs mine strenge.

Det er digt, det er drøm, det er bandsat løgn,
snart ligger mine stolte skuder brændte.
Men nu er det sol over Middelhav
og nerverne i jubel er spændte.

Det er digt, det er drøm, det er bandsat løgn,
men jeg elsker de bedaarende løgne.
Jeg kaster mig beruset i drømmene ind
med sultne og vidtaabne øine.

Med store hænder røver jeg mig drømmens guld
- til høsten er det tidsnok at græde.
Med dirrende graadige sansers magt
raner jeg al livets lyse glæde.



Algier.

1. Landkjenning.

Orientens vin i kruset!
Solskinssuset, bølgebruset - -!
Aa, jeg er saa dybt beruset,
yr og vild og glædegal.

Marmorglans mod morgensky,
glimt fra gyldne spidse tinder -
Gud forlade mig, der skinner
Algeriets hvide by!

Fine, slanke minarether
gjennem oceanblaa æther,
gjennem himmelhvælvets strømme
seiler stille som i drømme.

Mørke, varme palmeklynger
døsigt, døsigt, døsigt gynger!
Men min hvide vilde verden
gaar i solskinsbrus og synger.

Ja alverden gaar og synger
og alverden staar og skinner -
- Hei, mit kongeriges tinder
for et vældigt jubel-ord!

- Aa lad ryke, rakne, revne
af den dumme ordbramsflitter:
Palmer, marmorminareter,
tyrkemaaner, guld og glans
glider ud i sølvblaa æther
i en himmelsk solskinsdans.

Ja det danser, danser, danser
om i straalende cancan,
snusfornuft og syn og sanser,
æstetik og versepanser,
rim og rythmer, sang og klang.

Alting, alting slaar isammen
om mit sind i purpurbrænding,
Hei - jeg sidder høit i dagen
oppe paa en snehvid sky,
rider stoltelig henover
Algeriets glade by
med to straaler sol til tømme
og som sporer maanens ny.

2. Ja jeg har seet.

Ja, jeg har seet moskeer
skinne mod sydens himmel.
Og jeg har ladet mig drive
om mellem gadernes vrimmel.

Halvt bedøvet jeg vandred
under den høie bazar.
Srore, brogede søiler
alle dens boder bar.

Aa, for et farvevirvar:
tunge kunstfærdige tøier,
stribede tæpper fra Tunis,
tyrkiske snoretrøier.

Tøfler udaf det fineste
blodrøde saffian.
Messingskaaler graveret
med skriftsprog fra deres koran.

Turbaner guldbroderet,
med dusker af glimrende silke.
Indiske løvepiber
med underligt duftende stilke.

Den, som havde et harem
fyldt med den duftende pragt,
den, som var muhamedaner
i skinnende Tunisdragt!

3. Luften tung.

Luften tung af søde parfymer:
moskus, myrrha og sjeldent træ,
store roser i hauge og dynger,
hele smaa bræer af liljesne.

Solluft, smygende, blank og blød
ind mellem løvtunge palmegrene,
blinkende skarpt i fontænernes sølv
og over marmorets blændende stene.

Og af de deiligste kvinder en sværm:
hvide, ædelstensgnistrende hænder,
smil, der skyder som lyn gjennem skyggen,
øine, som skinner, blikke, som brænder.

Med dystre, duftende lokker - aa Gud,
og slig en hud, slig en maaneskinshud!
Myg og bleg og færskengylden
som haremsnætternes drømme.

Og alle de andre! Araberskaren
lysende rundt om i alle gader,
fulde af ild og foragt for Europa,
med stolte hoder og stolte lader.

Røgende sin cigaret i solen
sidder de stille og ser majestætisk
ned paa de skindmagre engelske misser,
som snøvler og finder det hele poetisk.

En trængsel, en larm, et jublende liv,
skrig og skraal ifra stræder og gyder.
Kuske, som knalder løs med sin pidsk,
gjeder, som bræger, æsler, som skryder.

... Fødes her i en by, som skinner
udover sydhavets solblaa sjø -
Glæde paa jorden og houris i himlen -
leve og elske og jublende dø.

4. Men inde i palmelunden.

Men inde i palmelunden
er der saa svalt og stille.
To smaa rislende springvand
ensomt i solskinnet spille.

En faun af cararisk marmor
blunder i skyggen, den dunkle.
Nedad hans nakke og skuldre
vandperler skinner og funkle.

Fremmede sære blomster
hede i solen dufte,
vugger de store bægre
sagte paa sommerens lufte.

Alle de blomster nikke
mod mig fra alle steder,
som om de vil mig fortælle
glødende hemmeligheder.

5. Nu brænder.

Nu brænder kameliablomstens kalk
i stjerneskin.
Nu vugges valmuen vagt og blødt
af nattevind.

Nu skjælver liljen til randen fyldt
af skumhvid duft.
Nu risler mandelknoppenes nyn
i maaneskinsluft.

Saa fyldes hver tanke af blomstersang
saa lys, saa øm.
Saa bliver mit sind til en duggfyldt blomst,
en blomst i drøm.



Kadur Muhamed.

Saa damper vi atter afsted langs
Delhis frugtbare sletter.
Jeg sidder paa dækket og røger
opiums-cigaretter.

Dem solgte mig Kadur Muhamed,
den pragtfulde muselmand
med lang og folderig kaftan
og guld omkring turbanens rand.

Han snød mig rigtignok vældigt
og skrøned i lange baner -
en deilig ugudelig hedning,
en fuldblods muhamedaner!

Men naar nu Kadur Muhamed
engang i tiden er død,
vil nok profeten tilgi ham,
at han en hedning snød.

Jeg har nu forlængst forladt ham
baade hans løgn og skraal,
og skjænket ham Frydenlunds bokøl
og drukket hans fruers skaal.

Ja, Allah lade ham snyde
mange paa samme vis,
og gi' ham de skjønneste koner
og houris i paradis!



Tunis.

Vi møder ei længere skuder
med raaseil og vimpler røde.
Havet er graat og regntungt
og ensomt og goldt og øde.

Og landet, vi ser langt inde,
er Tunis det sorte, døde,
foruden menneskebolig,
foruden blomster og grøde.

Kun ørkenvinden, den hede,
henover kysten hviner,
piber saa langt og sælsomt
imellem de graa ruiner.

Kun ørkenvinden og havet,
som tungt imod stranden blunder,
kjender den store verden,
som længst er død og gaat under.



Karthagos ruiner.

I.

En luft, der flagrer hvid som lange luer,
og brænder lavt henover slettelandet,
en himmel, gustengraa og irretgrøn,
og længst mod vester sælsomt blodigt brandet.

Her laa Karthago, verdens høie hersker,
med marmorslotte bagom sorte pinjer. -
- Nu ligger sletten uden drøm og minde,
med ørkenødets trøstesløse linjer.

Men valmueblomster flammer hadefulde
henover jorden, hvor Karthago stod,
og hvasse nesler kneiser giftigtsorte
med blomsterklør som brunt, forpestet blod.

II.

Og skorpioner aabne grisk sin saks
og flaggermusen gjennem ødet glider.
Og sletten løfter smertefuldt sin pande,
naar mørket falder og naar dagen lider.

Og mellem støv af sønderbrudte søiler
gaar store myrer om med grønne kjæver.
Der er en smutten og der er en mylren
af krybet, der paa kongeliget lever.

Men ildflusværmen binder over sletten
et diadem af funklende rubiner.
De brænder sælsomt i den tause nat
fjernt paa Karthagos smulrede ruiner.

Det var hedt i det stille solskin
og luften var kvalm i bazaren.
Fluerne stak og summed
henover folkeskaren.

Jeg vandred i murenes skygge
ind i gyderne trange,
Jeg nynnede sagte hen for mig
en af vor Hafis sange.

To røde granatæbleblomster
i en buket jeg snøred,
bandt deres stilke isammen
og stak dem ned bagom øret.

Og alle tanker sig vugged
som svaner paa solblankt vand.
Men se! da steg der en kvinde
op bagom murens rand.

Og dybt i mit vidtspilte øie
sank hendes tunge blik,
sank, som i ømme muskler
et svidende dolkestik.

- - Før vugged alle tanker
som svaner paa solblankt vand.
Nu hvirvler de om som ravne
i ørknens scirokkobrand.

2. Vor pascha, vor pascha.

Vor pascha, vor pascha han kysser din kind,
solbrændt som høstens drue.
Hver nat saa hviler du tæt i hans arm,
han lægger sit hoved til ro ved din barm,
du skjælvende lille due.

Ja, som høstens gyldne drue
var din kind og var din pande.
Men som perler bag granater
skinnende i skarpe rader
tænderne bag læbens rande.
Som en ung araberfole
senestærk og vild og varm
var dit skjønne slanke legem.
Spænstig svulmede din arm,
og din unge stærke barm
bølged bred og hed og høi
bagom smidigt silketøi.

Og om fodens druegyldne,
ferskenblanke, stramme hud
snoed sig som ørknens slange
brede sølvbeslagne spange:
amethyster og rubin
- dunkelrød som Tunisvin -
og topaser og smaragd
gnistrende af farvepragt.
Og om livet som en haand,
der holdt sammen
silkeflammen,
bugted sig dit bæltes baand:
hvide spidse panthertænder
klirrende for hvert et skridt
leddet i mit sølverspænder
lysende saa sælsomt hvidt.

Som en nat paa ørknens slette
var dit haar, saa dysterttungt.
Og i myrrhafugtig flette
gled det som en doven snog
nedad ryggens røde silke.
Og i dine lokker slog
ædelstene skarpe gnister,
og opalen stirrer frem
sløvtblaat som et blik, der brister.

Men dit tungsindssorte øie,
som har gjort mig vild og svimmel,
som har tændt mit blod i brand,
som har røvet min forstand,
det var brændende og dybt som
ørkennattens hede himmel.

3. Der er dans i vor paschas have.

Der er dans i vor paschas have -
kjælende kvindedragt, trippende trin,
dæmpet af løv lyser lygternes skin.
Jeg klattrer over muren, jeg sniger mig ind
som en tyv i vor paschas have.

Jeg skjuler mig i mandelblomsters mørke
og lister mig fremover fod for fod
med famlende fingre og bævende blod,
aandeløst stirrende mod lygtelysets flod,
der bryder frem fra mandelblomsters mørke.

Det klingrer,
det klingrer,
nu danser de forbi
med slørene i flænger og armene fri,
med haaret i storm og med slæbende smykker,
bælterne sprængte, agrafferne i stykker,
slørene glider nedom lemmernes glans -
vor paschas odalisker holder midnatsdans.

Jeg stirrer og stønner med feber i hver sans,
søger bare hende, hende!

Er det dig, der kommer nøgen -
uden bølgende gevandter?
Er du stolt og vild og smidig
som den unge ørkenpanther?
Er dit øie dybt som natten,
grusomt-sort som nattens himmel,
tungsindstungt som nattens hav?

Eller dig med flettet guldhaar,
øinene som tulipaners,
med en nakke høi og svaiet
som de uskyldshvide svaners?

Eller dig, der hvid som maanen
stryger gjennem natteluften
med den unge barm, der bølger
vild og hed bag silkekuften?

Ingen! Ingen! Aa hvor haanligt
muntert klinger pauker, fløiter!
Hvor jeg hader, hvor jeg hader
disse nøgne dansetøiter!

De, som for en mand at tækkes
blotter bryst og salver hals,
de, hvis kys og legems kjærtegn
for zechiner er tilfals!

Hys! Hys!
Alt stanser og tysner -
baade fløite og giger.
Mellem løvet det lysner:
flere lygter, flere piger!

Og slørene foldes om pigernes lænder -
med rolige flammer nu kjærterne brænder.
Vor pascha vil hjem!

Paa en bærestol dækket af purpurets
rige, frynsede klæde
han sidder i guldstukket kaftan
høit paa sit ibenholtssæde.

Og purpurets vægtige folder
tungt henad sanden slæber.
Selv sidder han sammensunken
med trætte visnede læber.

Men se! ved hans ene side,
i kjortel og dueblødt dun,
Allah! du store Allah!
der ligger, der ligger jo hun!

Der gaar som et stik af en klinge
fra hovedet ned til min fod,
der synker som staal gjennem kjødet,
det skriger som ild i mit blod.

Jeg skjuler mig i mandelblomsters mørke
og lister mig fremover fod for fod
med famlende fingre og bævende blod,
aandeløst stirrende mod lygtelysets flod,
der svinder bagved mandelblomsters mørke.

Det blir tyst i vor paschas have,
forlængst svandt pigerne bag haremets port.
Og luften blir saa stille og natten saa sort -
Jeg klattrer over muren og lister mig bort
som en tyv fra vor paschas have.

4. Jeg ligger paa leiet den lange dag.

Jeg ligger paa leiet den lange dag
og dækker mit hoved til.
Der raser gjennem mit syge blod
en feber, bankende vild.

Jeg er som de onde gjenfærd,
der hader den lyse dag
og lister nedad de trange smug
med listende fodeslag.

Jeg gaar omkring husets mure
og kysser de kolde stene
og lytter til nattesusen
i palmernes tunge grene.

Jeg sidder i lange nætter,
mod murens rande jeg stirrer
og farer sammen, naar æslets
bjælder fra stalden klirrer.

Jeg kaster i kval mig paa jorden,
og dækker mit hoved til.
Der raser gjennem mit syge blod
en feber, bankende vild.


5. Jeg saa idag.

Jeg saa idag et mørkt og grufuldt billed, -
det stod bag døren i en frankers bod.
Det var en mand, de havde naglet op mod
et træ, der flød af langsomt blod.

Med plumpe hammerslag de havde drevet
en rusten spiger gjennem haandens kjød.
Men han hang taus, med halvveis lukte øine
og sløve læber - endnu ikke død.

Og vore sorte blikke mødtes. Hans og mit.
Nedad hans blege pande pibled blodigt sveden.
Da sagte stilt en franker ved min side:
"Se, det er livet, det er kjærligheden!"


6. Judas.

Judas, Judas, gamle jøde,
kom med figenbrændevin!
Jeg vil drikke, jeg vil drikke,
til jeg blir som markens svin!

Jeg var gladest, jeg var rigest
i det hele Østens land,
før profeten mig forbanded,
Allah røved min forstand.

Ræk mig skaalen, gamle jøde,
og jeg flukesens dig betaler.
Du skal faa alt, hvad jeg eier,
se! - min moders smaa sandaler.

Er det lidet, naa, saa kan du
slæbe mig tiltorvs som slave,
og jeg gir min sjæl paa kjøbet,
den er Allahs egen gave.

Ja, min sjæl, den er en kostbar
lødig, blødende rubin,
dybest inde ligger der en
gylden, klingende zechin.

Dybest inde nynner der en
sang saa hvid og skjær og fin.
Judas, Judas, gamle jøde,
hidhen med dit brændevin.

Alt derinde er saa sælsomt
skjælvende og elskovsømt.
Judas, Judas, jeg vil drikke
til det sidste krus er tømt!


7. Jeg er saa kjed udaf byen.

Jeg er saa kjed udaf byen
med alle dens prunkende boder.
Jeg sidder paa kirkegaarden;
der hviler min gamle moder.

Jeg sidder paa kirkegaarden
mod aftenens dunkle tide.
Jeg skjuler mit trætte hoved
i kaftanens folder vide.

De søvnløse øine svide,
eier ei svalende taare,
men vilde ildsluer glide
gjennem hver legemets aare.

- - Du gamle moder, som engang
livet, det usle mig gav,
aa, tag mig atter til dig
dybt i den mørke grav.

Lad mine øine lukkes
over min smerte stor
og lad de luende aarer
slukkes i iskold jord.


8. Tusende gyldne zechiner.

Tusende gyldne zechiner
fik du i morgenskjænk,
tunge, dunkle safirer
med skarpe, solrøde stænk.

Dertil en silkekjortel,
stiv af sølverne spange,
rød som en skinnende lue
med folder, dybe og lange.

- - Jeg har ingen gyldne zechiner,
men, aa, jeg har klingende sange. -
Det er, som mit bryst skulde sprænges
af brusende rythmers klange.

Og jeg har slet ingen safirer,
lødige og tunge og dunkle.
Jeg gir mine øienstene, -
saa sælsomt de skinne og funkle.

Jeg har ingen silkekjortel,
men jeg har en kaftan god.
Den farver jeg rød som en flamme
med alt mit brændende blod.


9. Langt ifra stadens porte.

Langt ifra stadens porte
bagved de golde moer
langt ud paa Tripolis sletter
lever en eneboer.

Hans læber er smalle og strænge -
ingen har seet dem smile.
Hans øine er store og kloge,
aldrig de lukkes til hvile.

Han kjender til al den visdom,
som nogentid mennesker lærte.
Hans øine har gjennemskuet
al livets dunkleste smerte.


10. Jeg vandrede sent en aften.

Jeg vandrede sent en aften
ind forbi Saadis brønd.
Jeg knælede ned ved min moder
og bad til profeten en bøn.

Jeg vandred ad dulgte stier
den lyse maaneskinsnat.
Græshoppen peb over sletten
fra havernes kaktuskrat.

Da dagen i øster dæmred,
kom jeg til mange grave.
Da vidste jeg, at jeg var fremme
ved eneboerens have.

For ude blandt straadækte tuer
ensom hans hytte staar.
Der lever han vinter og sommer
midt i de dødes gaard.


11. Saa svared mig mahrabuhen.

Saa svared mig mahrabuhen,
den vise ældgamle mand,
saa taled de klogeste læber
i hele levantens land.

"Usalig er den, hvis øie
søger en andens kvinde,
hans sjæl er som ørkenens fugle,
der aldrig kan hvile finde.

"Min søn, du skal vandre til Mekka
og knæle ved Muhameds grav
og bede ham tage den attraa,
han engang i vrede dig gav.

Det er tungt at gaa over ørknens
evige glødende hav.
Det er langt ifra Tripolis sletter
mod øst til profetens grav.


12. Jeg har ikke seet dig siden.

Jeg har ikke seet dig siden,
men aldrig kan jeg dig glemme.
Jeg ved ikke, hvad du hedder
og har ikke hørt din stemme.

Og aldrig har mine læber
kysset din røde mund.
Men jeg har eiet dit sorte blik
et eneste syndigt sekund.

Og endnu jeg føler dets sære ild
langt udpaa ørknens sletter.
For det var glødende, vildt og langt
som tusene elskovsnætter.


13. Det bruser i palmernes blade.

Det bruser i palmernes blade,
fontænerne risler med sølverklang,
- stille! stille! -
Mørket synker saa tyst og brat,
snart saa hviler den glødende nat
dybt ind i haremmets sale.

Det klirrer i strengenes rade,
to læber blusser ved bægerets rand,
- stille! stille! -
Elskovsord brænder i dysterhed luft,
roserne vælter bedøvende duft
over de skjælvende sanser.

Der lyser to snehvide arme
paa knittrende silkehynder
- stille! stille! -
Roserne hvisker i rødmende drys,
kilderne stilner sin rislen og - tys!
Elskovens time begynder!

Jeg favner med min arm den tomme luft
og raver drømmedrukken overende.
Rundt om mig hviler ørknens dumpe stilhed
og høit deroppe store stjerner brænde.


14. Jeg vandred ydmygt.

Jeg vandred ydmygt gjennem Mekkas stad
og krøb langs gaden frem paa haand og fødder.
Og knæet flængedes af skarpe sten
og blodet sprang fra mine neglerødder.

Ved aftenstid jeg naaede moskeen
og kasted paa mit ansigt mig til jord.
Og til profeten mangen bøn jeg sendte
og mange sterke, afsindsvilde ord.

Mit hjerte var saa tungt og træt af sorg,
jeg holdt ei længer ud at gaa og lide.
Jeg bad til Allah af min dybe kval,
af al min store hjælpeløse kvide.

Men som et lyn, der gjennem sindet sprang,
skar hendes sorte blikke gjennem mindet.
Og atter fossed ild i alle aarer,
og atter skingred skrig igjennem sindet.

Da reiste jeg rankt mit hoved
fra tempelflisernes matter
og hæved i helligdommen
en kold og klingende latter.

Jeg sparked til Muhammeds gravsted
og prygled en hellig mand.
Jeg rev ham hans turban af haaret
og knuste hans visdomstand.

Jeg snapped en vælig stridshingst,
som udenfor templet stod.
Jeg gav den de slappe tøiler
og pisked dens ryg i blod.

Og indover ørkensletten
hvast som en pil jeg for.
Sandet stod omkring bringen
i gylden glødende røg.


15. Allah, hvorfor har du skabt mig.

Allah, hvorfor har du skabt mig,
naar du dog kjendte min kvide,
hvi har du givet mig livet
kun for at græde og lide?

Sidder du høit deroppe,
sidder du der inat,
hvi trøster du da ei en ensom
hulkende gudsforladt?

Du sidder taus og stor og kold i ørknen
og lytter ei til en afmægtigs klage.
Og natten leger bare med min røst,
og sandets bjerge kaster mine ord tilbage.

Da reiser jeg, den ensomme, mig op
og strækker armene mod stjerners vrimmel:
Jeg vil forbande dig af alt mit had,
du store Allah i din høie himmel.

Jeg vil forbande dig, - og hvis jeg havde
et ord, der sværted mig omkring min mund,
jeg slængte det opi dit lyse aasyn,
jeg spytted det udover himlens rund.

Jeg ved nok, at jeg er i sfærebruset
en liden svindende og spinkel tone.
Men hadet luer gjennem alle himle
og smaddrer tusenfold din høie trone.


16. Jeg ser de store kaktusknopper.

Jeg ser de store kaktusknopper springe,
hver blomst bli vild af sol - berust og sløv.
Jeg ser dens drager glinse tyk og fugtig,
dens griske læber suge blomsterstøv.

Jeg ser et insekt smutte henad sandet
med grønne skjæl og fødder, røde, tynde.
Jeg ser det parre sig dybt nedi græsset
med alle lemmer skjælvende i brynde.

Og jeg ser tigerkatten gaa mod aften
med lette fodtrin og med løftet manke.
Og selv jeg sidder fyldt af samme attraa,
af samme længsel, syg af samme tanke.

Hvad hjælp at kalde driften elskovs-ømhed -
bag staar begjærets tiger loddengul.
Aa! - det var jo kun samme viljes drivkraft
i livsmaskineriets mange hjul!

"Det er for hæsligt," raabte jeg i natten,
og stemmen lød som skriget fra en fugl.
Men brat jeg taug med stive, strakte hænder
og angsten bandt mit legem og min tunge.

Thi ud i ørkenmørket dumpt jeg hørte
den store Allahs tordenlatter runge.


17. Himlen er, Allah, din kaftan.

Himlen er, Allah, din kaftan,
syet af silke blaa,
stjernerne er diamanter
blinkende skjønt derpaa.

Jeg vilde flænge din kaftan
hvast ifra pol til pol,
kaste i grams dine stjerner,
knuse i gnister din sol.

Fylde al himmelmoskken
tæt med de sorteste ord,
saa at de kvalte og mørkned
englenes lyse kor.

Slæbe mig frem for din trone,
spytte dig for din fod,
øse over dit aasyns pagt
mit sorte rygende blod.


18. Verden er en gjøglerbod.

Verden er en gjøglerbod -
godtfolk, kom herhen!
Allah er den store gjøgler,
vi er sprællemænd.

Alle spræller, naar blot Allah
trækker i sin snor.
Se, da ler de hvide houris!
"Allah, du er stor!"

Og jeg danser selv i boden
uden ro og rast.
spræller med - men ønsker lønligt:
bare snoren brast!


19. Jeg vil knuse min sjæls rubin.

Jeg vil knuse min sjæls rubin
stjæle dens klingende guldzechin.
Judas, Judas,
gamle jøde,
lad mig saa drikke dit brændevin.

Siden skal du saa gjerne faa
Allahs stjerneskillinger smaa,
Judas, Judas,
haa, haa, haa!
dertil hans silkekaftan, den blaa.

Saa vil jeg danse til spot og spe,
alle, som vil, kan komme og se.
Ho, ho, ho,
og he, he, he!
Alle kan komme og alle kan le!

Saa vil jeg snyde mig til en strikke,
hovedet langt ned i løkken stikke.
Ho, ho, ho
og he, he, he!
hænge mig op i et palmetræ!


20. Jeg sad alene ved min moders grav.

Jeg sad alene ved min moders grav,
der lyset graaned og der dagen hælded,
og lange skygger lagde sig om jord
og mørkets bølger omkring verden vælded.

Da kom fra staden just et sørgetog -
det syntes mig som aldrig skaren endte. -
Og først da det var blevet sent paa nat
de under høie skrig tilbage vendte.

Og da den sidste langsomt gik forbi,
jeg spurgte sagte, hvem i kisten sov.
Og se, han svarede med dæmpet stemme;
"Det var vor paschas yndling, vi begrov."


21. Sover du, Hamoda?

"Sover du Hamoda? Eller har tungsindet
lukket øinenes trætte laag?
Reis dig og se paa mig! Jeg er Ibn Hassan.
Se jeg har bundet om haaret en krans.
Jeg henter dig til fest, jeg henter dig til dans,
jeg henter dig til jomfruer hvide.
Vennerne giver dig kostbare stene,
persiske perlebaand, guld og smaragder.
De smykker sin kaftan, de klæder sig til fest,
de raaber ud i staden fra øst til vest
din hæder, Hamoda!

Og gav du mig alle dine stene,
Ibn Hassan fra Stambuls stad,
du fik intet smil paa min læbe,
for aldrig mer bliver jeg glad.

Og gav du mig alle dine sange,
Ibn Hassan fra Stambuls stad,
da vilde jeg sidde og tie,
for aldrig mer bliver jeg glad.

Og gav du mig alle dine kvinder,
der alle mig smile bad,
da vilde jeg hulke saa saare,
Ibn Hassan fra Stambuls stad.

"Skal jeg saa sadle de hvide hingste
hist fra Arabiens ørkenland?
Saa vil vi ride - vi to alene,
tause henad den øde strand."

"Vi vil ride ved havets bredder
- solen flimrer i dagblankt vand,
skjælver indunder løvets blade,
tændende duggen i glød og brand."

"Langt af lande vi ride vil,
didhen hvor aldrig hjerterne græder,
langt mod øster til sagnets land
gyldent af lokkende elskovsglæder."

Gaa med Eders skatte!
Gaa med Eders drømme!
Kast kun de hvide glinsende perler
i grams for rakkets graadige hænder.
Slip hingstene løs!
Og lad dem saa atter
faa tumle paa ørkenens øde sletter.

Lad mig faa ligge her i fred. - Alene -
Fjern alle lys og sluk de røde kjerter
Og lad der være fest i Eders stad!
Med lukte øine vil jeg ligge her og lytte
til hjertets trætte hamren i mit bryst
og blodets syge sus i alle aarer.
Og jeg vil ligge her i lange timer
og høre livet langsomt bruse mig forbi.


22. Langt ifra stadens porte.

Langt ifra stadens porte,
bagved de golne moer,
langt udpaa Tripolis sletter
lever en eneboer.

Hans læber er smalle og strenge -
ingen har seet dem smile.
Hans øine er store og kloge,
aldrig de lukkes til hvile.

Han kjender til al den visdom,
som nogentid mennesker lærte.
Hans øine har gjennomskuet
al livets dunkleste smerte.

Bestill bøker av Krag!